Mandag kom det frem, at den muslimske privatskole Iqra på Nørrebro i København har en psykolog, der i overensstemmelse med skolens ledelse, råder pigerne til ikke at få kærester. Det foreskriver Islam. Bjarne Nielsen, der er formand for fagforeningen Pædagogiske Psykologers Forening, mener, at det er fuldstændigt uhørt.

»Religion og psykologi hører slet ikke sammen.«

Så kort og klart lyder det fra Bjarne Nielsen om sagen, hvori en skolepsykolog fra privatskolen Iqra vejleder skolens børn i at undgå kæresteri.

»Jeg kender ikke detaljerne i den konkrete sag, men det lyder mærkeligt. Det er jo helt klart, at det skal være faglig vejledning og kun det, som psykologerne kommer med. Det er vores opgave. Hvad vi ellers selv tror på, skal ikke bringes videre.«

Bjarne Nielsen, der er uddannet psykolog og skolelærer, fortæller, at det slet ikke er en skolepsykologs opgave at komme med spirituel eller religiøs vejledning. Generelt er en skolepsykologs opgaver omfattet af skolemæssige problematikker - eksempelvis inklusion i skolen. Hvad der foregår i elevernes privatliv, er som sådan ikke deres territorium.

»Hvis en af mine psykologer gjorde det, så det ville jeg indkalde vedkommende til samtale for at høre, hvad det drejer sig om. Jeg har aldrig hørt om lignende før,« siger formanden for Pædagogiske Psykologers Forening til BT.

BT har tidligere talt med Konservatives integrationsordfører Naser Khader. Han mener klart, at rådet om at undgå kæresteri er problematisk.

»En psykolog skal bruge redskaber fra sin uddannelse og ikke snakke om, hvad der er tilladt og forbudt i Islam,« siger konservatives integrationsordfører til BT og fortsætter:

»Skolen opfordrer til isolation frem for integration i det danske samfund, og det kan vanskeliggøre børnenes videre forløb i livet,« siger Naser Khader og lægger vægt på, at isolationen fra resten af det danske samfund vil gøre det sværere for dem, når de starter på danske gymnasier eller videregående uddannelser.

Undervisningsministeriet oplyser til BT, at man går ind i sagen og vil kontakte den muslimske friskole.

»På baggrund af de oplysninger vi har fået gennem medierne, tager vi nu kontakt til skolen for at få en redegørelse fra dem om sagen. Derudover er vi i ministeriet ved at se på, hvordan vi kan styrke kravet om, at frie skoler skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre.« siger Susanne Sehestedt Clausen, vicedirektør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i et skriftligt svar.

Fra undervisningsministeren lyder det i et skriftligt svar:

»Allerede før jul fastslog jeg, at der er behov for en skærpelse af tilsynet på de frie skoler, herunder ikke mindst de skoler, der ikke danner eleverne til et demokratisk og frit samfund som det danske,« skriver Ellen Trane Nørby, minister for børn, undervisning og ligestilling.

BT har været i kontakt med privatskolen Iqra, som ikke ønsker at kommentere på sagen.