Ligebehandlingsnævnet har besluttet, at en muslimsk mand blev forskelsbehandlet, da han ikke fik et jobtilbud på grund af manglende håndtryk.

En taxachauffør er blevet erkendt 10.000 kr. i erstatning, efter at han ikke er kommet i betragtning til en stilling, fordi han nægtede at give sin kvindelige chef hånden.

Manden, der er muslim og født og opvokset i Danmark, har i en årrække været ansat i Taxa 4x35 gennem en vognmand. Og da taxaselskabet i januar ledte efter ti chauffører til betroede stillinger, var han blandt de indbudte til et møde, hvor han altså nægtede at give hånd til den kvindelige chef. I stedet klappede han hende på skulderen og forklarede, at han ikke gav hånd til kvinder af religiøse årsager.

Efterfølgende fik chaufføren at vide, at han ikke kunne komme i betragtning til den betroede stilling, der kort fortalt går ud på at tage imod særlige kunder i Københavns Lufthavn i forbindelse med flyafbud og følge dem til deres taxa. Det fremgik bl.a. af stillingsopslaget, at man skulle være »serviceminded« og »profilbeklædt« (pænt klædt på, red.).

Efter at have forhørt sig nærmere, fik han at vide, at det blandt andet var hans modvilje til at give hånd til kvinder, der gjorde ham uegnet til at bestride stillingen. Han beholdt dog sit job som almindelig taxachauffør.

Chaufføren mener, at der er tale om forskelsbehandling på grund af hans religion, og nu har Ligebehandlingsnævnet altså tildelt ham 10.000 kr. i erstatning.

Formand for Ligebehandlingsnævnet Tuk Bagger understreger, at nævnet udelukkende skal tage stilling til juraen, og i denne sag er der ingen tvivl om, at det er chaufførens modvilje til at give kvinder hånden, der ligger til grund for at han er blevet fravalgt til stillingen. Dermed er han blevet forskelsbehandlet på grund af sin religion.

»Men hvis vi nu fik en klage fra en kvinde, fordi taxachaufføren ikke ville give hende hånden, så ville vi naturligvis også behandle den,« siger hun.

I 2013 fik en kvindelig elev på på Herning HF og VUC kort før sin eksamen en mail fra sin lærer, der informerede hende om, at hendes censor ikke ville give hende hånden til eksamen. Også i denne sag var årsagen bag det manglende håndtryk religiøs, men dengang besluttede Ligebehandlingsnævnet, at den 20-årige kvinde skulle have 2.500 kr. i erstatning.

Det var daværende ligestillingsminister Manu Sareen (R), der efter en heftig debat i sommeren 2013 opfordrede kvinden til at bringe sagen for Ligebehandlingsnævnet.

Nævnet lagde dengang i sin beslutning vægt på, at censors besked om, at han ikke ville give hånd til kvindelige elever var »omfattet af ligebehandlingslovens forbud mod chikane på grund af køn, idet beskeden kunne krænke de kvindelige elevers værdighed og skabe et nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima«.

Klamme kunder

Hvad angår den verserende sag med taxachaufføren, fremgår det af sagens papirer, der kan læses på Ligebehandlingsnævnets hjemmeside, at selv om han af religiøse årsager ikke giver kvinder hånden, vil chaufføren efter eget udsagn nok gøre en undtagelse, hvis en kvindelig kunde giver hånd.

»Klager (chauffføren, red.) væmmes nogle gange ved at give hånd til mænd og kvinder, som er snottede eller bare klamme. Kunden får lov til at køre med klager, men klager mener ikke, at han af den grund skal presses til at give alle hånden, uanset om kunden er en mand eller en kvinde,« fremgår det desuden.

Læs også: Muslim til ekstremister: 'Hvis I ikke kan lide det her land, hvorfor f... er I så kommet?'

Taxa 4x35 ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men i stedet for at udbetale kompensation til chaufføren har selskabet valgt at få sagen forelagt kammeradvokaten.