Fotoalbum Morten Resen fortæller om det chok, han oplevede, da han som 19-årig blev ansat på DRs program P3 – det første, der skete, var at chefen smuttede på barsel og, så væltede der hademails ind

1. Tryghed og frihed

Her var jeg et par måneder gammel og blev holdt af min far Benny, der var ansat i Krak, hvor han solgte annoncer til telefonbøger. Det første par år boede vi i Kokkedal i et hus, hvor murstenene havde samme farve som hvid hundelort, og så flyttede vi til et landsted i Helsinge, helt præcist i Huseby. Jeg husker, hvordan jeg sad i den blå flyttevogn, da vi kørte ned ad bakken og hen til vores nye hus. Her kom jeg til at lave mange ting, blandt andet køre markræs på knallert og spænde kælken efter fars bil. Begge mine forældre sørgede for, at jeg fik en tryg opvækst, hvor jeg kunne gøre, hvad jeg ville.

2. Græd af glæde

Jeg kan huske, hvordan de hessianagtige gardiner lugtede nærmest støvet. Jeg havde ikke selv skrevet på den tavle, jeg skriver faktisk utrolig grimt den dag i dag, for jeg sad meget ved en computer, også i min spæde ungdom, hvilket min skrift også bærer præg af: Jeg skriver kun med store bogstaver, ligesom når en psykopatmorder i en gyser skriver trusselsbreve. Første gang i mit liv, hvor jeg græd af glæde, var, da jeg fik en Amiga 500 af mine forældre. Min storebror havde en Commodore 64, og jeg ville godt et skridt videre og ønskede mig den Amiga, som var det vildeste dengang. Jeg kan præcis huske, hvordan vi stod nede i p-kælderen under Lyngby Storcenter, og min far sagde: »Kom lige herhen, der er noget, du skal se.« Og så åbnede han bagklappen i den sølvgrå Mazda 929’er, og så lå der en hvid papkasse med en Amiga 500. Jeg havde ikke ventet at få den, det var så vildt, at jeg græd af glæde.

3. Lille og meget snakkende

Første skoledag. Jeg var kun seks år og var en af de mindste elever gennem alle ni skoleår. Jeg syntes, skolen var rimeligt kedelig, og jeg snakkede rigtig meget. Jeg var aldrig en fræk én, der var oppe at slås, både fordi jeg havde megatynde arme, også fordi jeg ikke var en rod på den måde. Jeg fik engang en lussing af en lærer, nok fordi jeg havde svaret igen. Jeg var lidt provokerende og øretæveindbydende. Jeg syntes, tingene var kedelige, og jeg kunne ikke li´, når folk udnyttede deres magt. Hvis man kigger mine karakterbøger igennem, står der på samtlige sider, at jeg snakkede for meget. Jeg havde let ved stoffet gennem skoletiden uden at lave særligt mange lektier. Jeg kunne som regel læse op på det i timerne, række hånden op og svare. Jeg ville meget hellere ud i ungdomscentret eller køre på knallert ude på marken. Hunde, katte og en knallert 4. Her hyggede jeg med katten Mek ved bordet. Jeg havde lavet den toastholder i børnehaven. Vi havde katte og hunde hele min barndom. Da jeg blev lidt ældre, fik jeg en Ciao, en rød knallert, som egentlig var min ven Lasses, men han boede i et villakvarter, så det endte med, at jeg overtog den. Den var heftigt udboret, vind og skæv alle steder, den kørte rimeligt stærkt og var på alle måder farlig, men jeg kunne selv skrue på den og reparere den, og det brugte jeg mange timer på ude i garagen. Når naboen havde høstet, fik jeg lov til at køre ræs på hans mark. Det var sjovt. Jeg trak den mange gange hjem, fordi den gik i stykker.


4. Hunde, katte og en knallert

Her hyggede jeg med katten Mek ved bordet. Jeg havde lavet den toastholder i børnehaven. Vi havde katte og hunde hele min barndom. Da jeg blev lidt ældre, fik jeg en Ciao, en rød knallert, som egentlig var min ven Lasses, men han boede i et villakvarter, så det endte med, at jeg overtog den. Den var heftigt udboret, vind og skæv alle steder, den kørte rimeligt stærkt og var på alle måder farlig, men jeg kunne selv skrue på den og reparere den, og det brugte jeg mange timer på ude i garagen. Når naboen havde høstet, fik jeg lov til at køre ræs på hans mark. Det var sjovt. Jeg trak den mange gange hjem, fordi den gik i stykker.

5. Heste er skræmmende

Her blev min bror Casper og jeg trukket af hesten Pernille – det var meget sjovt. Men ridning var ikke noget for mig. Min mor tvang mig til at gå til det, fordi hun var så glad for heste. Jeg var familiens sorte får, for jeg synes, heste er meget skræmmende dyr på alle punkter. Men fra børnehaveklassen og første klasse blev jeg tvunget til at møde op på rideskolen, hvor der var 99 pct. piger. Når mine kammerater spurgte, om jeg ville lege, måtte jeg svare nej, jeg skal til ridning. Det virkede ikke for mig. I dag bor jeg stadig i Helsinge, jeg er kommet 150 meter uden for byskiltet. Da jeg blev 19 og kom til at arbejde på P3, tænkte jeg ,det var sundt for mig at blive hjemme. I dag bor jeg lige ved siden af både min storebror og mine forældre og svigermor. Vi er en enklave af en klan i grundejerforeningen.

6. Def Leppard var ikke overnaturlige

I Helsinge Ungdoms Center lærte jeg mere af noget, jeg kunne bruge senere, end jeg gjorde i skolen. Da jeg var 13 år, fik jeg lov til at stå der og spille plader, uden der var nogen voksne, der blandede sig. Og jeg fik lov til at rode med altmuligt dyr teknik og lærte at dumme mig og at tale i mikrofon. Så jeg fik lyst til at lave radio. Her stod jeg med Phil Collin fra bandet Def Leppard. Jeg var kæmpe fan af det band og vandt en rejse i P3-programmet Strax, hvor jeg kom til at følge dem i deres private jetfly på en tur, hvor de kom til at spille på tre kontinenter på et døgn. Det var megafedt, men også lidt ufedt. Jeg havde en ide om at de var overnaturlige væsener og jeg havde lavet tykke scrapbøger om dem, men det forsvandt lidt, da jeg mødte dem. De var jo bare helt almindelige mennesker og meget søde, og jeg havde ikke noget at drømme om mere. Sådan kan det være, når man møder sine idoler.


7. Drømmen blev til et mareridt

Efter gymnasiet arbejdede jeg i Kvickly, og det var hyggeligt nok, men min eneste drøm var, at jeg ville lave radio, så jeg sendte en masse uopfordrede ansøgninger til P3. Ja, det begyndte jeg faktisk på, mens jeg gik i 2. g. Efter halvandet år, hvor jeg ikke hørte fra dem, ringede en chef og sagde, at nu måtte vi hellere mødes. Jeg kom til en radiotest i studiet og blev ansat til at forny P3, som skulle til at være en ungdomskanal. Det skulle vise, sig at Michael Bernhard og jeg skulle være de første skridt i den plan. Man erstattede Radiokongen Alex Nyborg Madsen, som lavede Maskinen, med to drenge – jeg var 19 – som nærmest aldrig havde lavet radio og tænkte: Det skal nok gå godt. Det gjorde det så absolut ikke. Jeg havde en tanke om, hvordan det var at begynde på Danmarks Radio – at det var et kæmpe system, hvor der var styr på alting. Det første, der skete var, at min chef gik på barsel. Der var en måned til, at vi skulle sende. Ingen havde sagt til os, at når vi gik fra Alex Nyborgs otte minutter lange Led Zeppelin, numre til at spille Spice Girls, var der nok nogle, der ville blive sure. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, vi fik så sindssygt mange sure mail. Pludselig var min drøm bare forvandlet til et kæmpestort mareridt. Det væltede ind med mail hvor der bare stod: Fuck af. Verdens dårligste radioværter. Lorteprogram. Det er enormt svært at håndtere, når man er 19. Efter tre måneder var det, jeg havde besluttet mig til at sige op, for jeg ville tilbage til Kvickly. Men jeg kom til at lære noget om, hvad det vil sige at være i modvind, som jeg har kunnet bruge siden. Var egentlig bare gode venner 10. Min hustru Marlene og jeg blev gift i kirken i 2008, og i dag arbejder vi endda i virksomhed sammen. Vi lærte hinanden at kende på P3, hun var i universitetspraktik på det program, jeg lavede, som hed ’Mig og Morten Resen’, og vi var egentlig bare megagode venner. Hun var lige flyttet til København. Der var ikke noget i begyndelsen, vi var i byen sammen og sov sammen, uden der skete noget, men efter nogle måneder begyndte hendes veninder at bemærke, at når vi skulle i byen, gjorde hun sig umage med at tage det rigtige tøj på, og jeg havde det nok på samme måde, og så blev vi kærester. For mig er det aldrig rigtigt gået i forhold til dem, jeg var stormende forelsket i fra første sekund, for det kan kun gå én vej: ned ad bakke. Vi har haft det sådan, at vi har bygget mere og mere på undervejs, det bliver bedre og bedre. I dag har vi to børn på fem og otte.

8. Roskilde, Calella og masser af øl

Fra jeg var 15 år, fik jeg lov til at tage på Roskilde Festivalen – mine forældre gav mig også lov til at tage til Calella i bus samme år og bare gå efter radiodrømmen. De stolede altid på mig. Jeg drak en masse bajere, og det var rigtigt sjovt. En stor fest fem år i træk, masser af mennesker og musik, jeg har aldrig taget stoffer eller røget hash, men det er ikke fordi, jeg er hellig. På Roskilde så jeg, at folk røg hash, de blev stenede, de havde ikke så mange »grineren«-oplevelser.

9. Hader at blive klædt ud

Polterabend: Alle mine venner ved, at hvis der er noget, jeg hader, er det at blive klædt ud. Jeg hader ikke at være in control. Og det begyndte med, at jeg blev klædt ud i det mest sindssyge tøj, og det blev værre, end det er på billedet. Jeg kan faktisk ikke li’ at være midtpunkt. Men hvad, det var dejligt, at ens venner havde gjort noget ud af det. Har hævet pensionen 11. Jeg var ret stolt af, at Apple kårede vores app Golittle som App of the day. GoLittle er en app til legeaftaler. Man connecter med forældrene til ungernes kammerater, og så kan man lave legeaftaler og fortælle alle på vennelisten, når man skal lave noget sjovt, som andre kan være med til. Vi lancerer senere en en ny feature til GoLittle, hvor man også kan finde de bedste steder, restauranter og aktiviteter for børnefamilier – den bliver annoncefinansieret og den del, vi forhåbentlig skal tjene penge på. Her i søndags var vi på legepladsen ved Tisvilde efter vi havde lavet et legeopslag, og pludselig var vi otte børn og seks forældre. I stedet for at vi alle sad hjemme hver for sig. Indtil videre har det kostet mange penge – jeg har hævet min pensionsopsparing og betalt 60 pct. af den i skat. Og investorer har skudt penge i den.

10. Var egentlig bare gode venner

Min hustru Marlene og jeg blev gift i kirken i 2008, og i dag arbejder vi endda i virksomhed sammen. Vi lærte hinanden at kende på P3, hun var i universitetspraktik på det program, jeg lavede, som hed ’Mig og Morten Resen’, og vi var egentlig bare megagode venner. Hun var lige flyttet til København. Der var ikke noget i begyndelsen, vi var i byen sammen og sov sammen, uden der skete noget, men efter nogle måneder begyndte hendes veninder at bemærke, at når vi skulle i byen, gjorde hun sig umage med at tage det rigtige tøj på, og jeg havde det nok på samme måde, og så blev vi kærester. For mig er det aldrig rigtigt gået i forhold til dem, jeg var stormende forelsket i fra første sekund, for det kan kun gå én vej: ned ad bakke. Vi har haft det sådan, at vi har bygget mere og mere på undervejs, det bliver bedre og bedre. I dag har vi to børn på

11. Har hævet pensionen

Jeg var ret stolt af, at Apple kårede vores app Golittle som App of the day. GoLittle er en app til legeaftaler. Man connecter med forældrene til ungernes kammerater, og så kan man lave legeaftaler og fortælle alle på vennelisten, når man skal lave noget sjovt, som andre kan være med til. Vi lancerer senere en en ny feature til GoLittle, hvor man også kan finde de bedste steder, restauranter og aktiviteter for børnefamilier – den bliver annoncefinansieret og den del, vi forhåbentlig skal tjene penge på. Her i søndags var vi på legepladsen ved Tisvilde efter vi havde lavet et legeopslag, og pludselig var vi otte børn og seks forældre. I stedet for at vi alle sad hjemme hver for sig. Indtil videre har det kostet mange penge – jeg har hævet min pensionsopsparing og betalt 60 pct. af den i skat. Og investorer har skudt penge i den.