Denne tid på året frygtes af mange. Om det er mænd eller kvinder kommer nok mest an på, hvem du spørger. For vi befinder os midt i badetøjssæsonen, og alle de gode intentioner, folk startede året ud med, viser sig for det overvejende flertal at være blevet ved netop det - de gode intentioner. Det er hverken nye tendenser eller overraskende. Sådan er det, og sådan har det vel i virkeligheden altid været.

På mange måder er det vel også nemmere for os mænd. ’Far-kroppen’, gode bøffer og vin er på en måde accepteret hos mænd. Når de 30 år er rundet, og vi er blevet sat, er ikke mindst mændenes egen holdning og erkendelse af situationen oftest: ”Sådan er det jo, og jeg har gjort mig fortjent til denne krop” (indsæt selv lyden af en mand, der klapper sig selv stolt på maven”).

Sammenholder vi ovenstående med en rundspørge, som TV 2 offentliggjorde i slutningen af juni, hvor unge piger på landets gymnasier blev spurgt om tilfredsheden med egen krop, viser det med al tydelighed, at en stor del af de unge kvinder ikke tager så let på det med deres egen krop.

Billederne af kvindekroppen som møder kvinder og mænd på de sociale platforme er sjældent repræsentative for den virkelighed, der er ude i verden. Den smukke virkelighed hvor vi mennesker kommer i alle former, farver og afskygninger. På billededelingssiden Instagram og Facebook har mange mennesker enten kun billeder lagt op, hvis de er i superform, eller hvor de belejligt har skåret alt væk, så kroppen er reduceret til et billede af to tæer over en smuk udsigt eller med billedet af en pool dækkende 80 procent af feriebillederne.

I forhold til kvindernes opfattelse af sig selv og deres krop mener jeg, at der ligger en kæmpe opgave hos os mænd i at bidrage til, at normalitetsopfattelsen af kvindekroppen kommer tilbage i både debatten og vores forståelse af, hvordan en krop ser ud. Det burde ikke kun være os mænd, som kan slippe af sted med og være tryg i en ”almindelig” krop.

Så lad os starte nu. Denne sommer. I parforholdene og i venskaberne og gøre op med det faktum at der kan køre busreklamer rundt med bare bryster og opfordringer til kosmetiske indgreb i gadebilledet, som netop afspejler virkeligheden – at det er det nemmeste at få gjort.

Lad os mænd gå forrest og få de kvinder, vi har tættest på os, gjort opmærksom på, at vi ikke hylder den krop, som viser kvinder, der burde tage mere for sig af de retter, livet byder på, men i stedet tager en salat, når kroppen (og maven) med tydelighed siger, at sulten er til mere.

For det smukkeste i verden er at være tilpas i sin egen krop. Det kan vi godt hjælpe hinanden mere med at være, og vi mænd kunne jo starte med at forsøge at få ’far-kroppen’ og tilpasheden med at have den til at smitte lidt mere.