Den danske skuespiller Morten Grunwald tager ganske afslappet på, at prins Henrik ikke vil begraves sammen med dronning Margrethe.

»Jeg synes det er lidt komisk. Jeg kan ikke hidse mig voldsomt op over det,« siger han og fortsætter:

»Jeg må dog sige, at prinsen jo må have vidst, hvad han gik ind til. Den gang hvor han ligesom besluttede sig for at gifte sig med hende, der må han jo have fået betingelserne oplyst,« siger Morten Grunwald, som også har høje tanker om Danmarks prinsgemal.

»Jeg har truffet ham flere gange, og jeg synes han er en herlig fyr. Han er begavet og morsom,« siger Morten Grunwald, der lod sig pensionere tidligere i år i en alder af 82.

Kongehuset bekræftede torsdag overfor BT, at prinsgemalen ikke ønsker at lade sig begrave i Roskilde Domkirke, som det ellers har været skik og brug for regentpar gennem de sidste 600 år. Ifølge Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby, så skyldes prinsens beslutning, at han er utilfreds med sin rolle i kongehuset og at han aldrig fik titlen som konge.

Det betyder ikke meget for Morten Grunwald, hvad der sker med hans eget legeme, efter han er død.

»Min kone og jeg har talt om, at vi skal i en græsplæne oppe i Taarbæk, eller også skal vi strøs over Øresund, når vi er brændt. Vi skal ikke have nogen sten eller noget,« forklarer han.

»Vi koncentrerer os om at være sammen nu, mens vi er her. Når vi er væk, så er vi væk,« siger han.

Morten Grunwald er dog klar med muntre råd til prinsgemalen.

»Han kunne jo gøre som min gamle ven Ove Sprogøe. Ved du hvad han gjorde?«

Øh.. nej, må jeg nok indrømme?

»Han donerede sin krop til Panum-instittutet. Nu ligger han derinde. Det var måske noget for Henrik« siger Morten Grunwald og griner.