Mors nødråb: Kommunen vil tvinge min datter til at bo med ældre psykiatriske patienter, der skræmmer hende fra vid og sans. Ankestyrelsen har nu kritiseret kommunen
Tårerne løb ned af kinderne på vej hjem. ‘Mor, her vil jeg ikke bo’.
24-årige Celia Bodé Jensen er hjerneskadet, og hendes største ønske er at bo med andre unge handicappede. At få en ungdom med fester, veninder og festivaler. Et sted, hvor der måske endda også er dyr, som er Celias helt store passion.
Men Frederiksberg Kommune, hvor Celia bor, har andre planer. Her vil man sende hende til et bosted med flere psykiatriske patienter, som skræmte hende fra vid og sans, da hun besøgte stedet sammen med sin mor.
»To af beboerne sad og rokkede frem og tilbage. En anden af dem skreg. En tredje af dem havde skåret sig selv i armen,« fortæller Celias mor Jeannette Bodé Jensen om besøget.
Celia lider af en svær grad af epilepsi med mange anfald og har efter et fald på rulleskøjter som 16-årig pådraget sig en hjerneskade. Det betyder, hun taler utydeligt, og selv små gåture kan være en kamp, mens de mange epileptiske anfald kræver, hun er under konstant opsyn.
Jeannette Bodé klagede i sommer over kommunens beslutning.
I klagen skriver Jeannette, at hun i forbindelse med sit besøg på bostedet blev oplyst, at Celia selv skal være i stand til at bede om hjælp på bostedet, og hun fortæller kommunen, at det ikke er muligt, når Celia er i anfald. Hun skriver ligeledes, at Celia har behov for et ungt dynamisk miljø, hvilket ikke er muligt, fordi der overvejende bor psykiatriske ældre beboere, som ikke er sammenlignelige med Celia.
Men på trods af lovgivningen siger, at piger som Celia har ret til frit valg, når det kommer til bosteder, så fastholdt kommunen dens beslutning.
Frederiksberg Kommune har efterfølgende fået kritik af Ankestyrelsen for slet ikke at forholdt sig til Jeannette Bodés bekymringer.
Celia er en af en lang række sager, om især unge handicappede, der bliver tvunget til at bo steder, de ikke selv har lyst til. Det siger flere handicapforeninger til BT.
»Vi kender til eksempler, hvor unge med udviklingshæmning skal flytte på plejehjem, eller skal bo sammen med voldsomt uadreagerende psykisk syge mennesker, fordi det var der, kommunen havde en ledig plads. Der er en tendens til, at systemet vil fylde tomme pladser op, og så må borgernes ønsker være sekundært. Men der er faktisk en handicapkonvention, som siger, at folk også med handicap har ret til at bestemme, hvor de vil bo og med hvem de vil bo,« siger Anni Sørensen, landsformand hos LEV, en privat landsdækkende forening for mennesker med udviklingshæmning.
I Hjerneskadeforeningen siger direktør Morten Lorenzen, at tendensen typisk hænger sammen med kassetænkning i kommunerne.
»Ofte vælger kommunerne et bosted ud fra en marginal besparelse på 10.000-20.000 kr. på årsplan. Men hvis man som ung hjerneskadet fx. ender med at sidde sammen med psykotiske patienter, så vil man komme til at mistrives, og så starter en lavine af udfordringer. De kan blive apatiske, få selvmordstanker eller få funktionsnedsættelser, fordi de ikke er motiveret til at genoptræne,« siger Morten Lorenzen og peger på kommunernes praksis på den lange baner koster samfundet mange penge.
Celias liv startede som enhver anden pige. Men som seksårig fik hun epilepsi, og med tiden blev Celias anfald så voldsomme, at hun skulle være under opsyn. Som 16-årig kom hun derfor på et døgntilbud i Gentofte for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Opholdet endte dramatisk i 2009.
Jeannette Bodé var taget derud for at hente sin datter hjem til Kristi Himmelfartsferien. På værelset fandt hun sin datter på gulvet kun iført i trusser. Indsmurt i bræk og tis og med et lille gæstehåndklæde over sig. Celia havde pådraget sig en slem hjerneblødning, efter hun dagen i forvejen var faldet på rulleskøjter.
For Celia startede en hård kamp. Hun havde pådraget sig en alvorlig hjerneskade og skulle lære alt igen. Tale, gå og synke.
For ca. tre år siden skulle Celia være flyttet ind i et nyoprettet bosted i Frederiksberg med andre unge handicappede. Projektet blev forsinket, og hun har nu siden 2014 ventet i en lejlighed på 3. sal uden elevator på en permanent løsning. Hun kan ikke komme ud uden plejepersonale, og hun har i perioden isoleret sig selv og gradvist blevet dårligere.
Nu håber hun snart at kunne få en aktiv ungdom. Hun har sammen med sin mor fundet en friplejebolig, som slår sig op på netop ungemiljøet.
Men kommunen har afvist ønsket, fordi den ikke mener, den er en del af fritvalgsordningen. I stedet vil man sende Celia til et bosted lidt uden for Holbæk, hvor målgruppen er både hjerneskadede og psykiatriske patienter mellem 18 og 70 år.
I Ankestyrelsen afgørelsen fra den november sidste år, står der blandt andet, at kommunen slet ikke har indhentet en udtalelse fra bostedet om, at det er i stand til at opfylde Celias behov. Derud fremhæves det, at Kildehaven, hvor Celia vil bo, er en del af fritvalgsordningen. Sagen skal derfor gå om.
Lige nu venter Celia på en ny afgørelse fra Frederiksberg Kommune, og Jeannette Bodé, der undervejs i sagen er blevet bistået af bl.a. Dansk Handicap Forbund, frygter værste.
Sagen har nemlig taget en ny drejning, efter Jeannette i sidste måned mistede værge-rollen for sin datter. Det betyder, at det er op til kommunen og en ny værge at finde et bosted til Celia.
I en afgørelse fra Statsforvaltningen, som BT har læst, fremgår det, at det er uoverensstemmelse mellem Jeannette og Celias far, der har fået forvaltningen til at vurdere, at en neutral værge er bedst for Celia. Det begrundes med, at uoverensstemmelserne kan optrappes, hvis den ene af parterne har en øget beslutningsbeføjelse. Celias mor har klaget over afgørelsen.
BT har forholdt Frederiksberg Kommune kritikken. Her oplyser socialchef Flemming Nielsen, at han gerne vil kommentere kritikken, men er omfattet af tavshedspligt med mindre, det er godkendt af Celias nye værge. Det har Celias værge imidlertidigt afvist overfor BT.
Kommunens skriver dog i en afgørelse fra 11. juli 2016, at den mener, at der vil være gode muligheder for at Celia kan møde jævnaldrende og deltage i aktiviteter på bostedet. Kommunen mener også, at stedet vil opfylde hendes støttebehov. Jeannette Bodé har afvist, dette er tilfældet i sin klage til kommunen.
Ventet i tre år
24-årige Celia Bodé Jensen har nu ventet i næsten tre år på en permanent bolig, hvor hun kan udleve sin ungdom.
»Jeg savner at gå til hiphop-dans. Jeg er helt vild med at danse,« forklarer hun.
BT møder Celia i sin toværelses lejlighed på godt 50 kvadratmeter. På væggen hænger flere plakater af Christopher, som Celia er stor fan af. Hun taler på grund af sin hjerneskade langsomt i korte sætninger. Men hendes ordforråd fejler ikke noget.
»Vi var til Sjællands-festivalen (musik-festival for udviklingshæmmede red.). Vi var der tre gange,« siger Celia om nogen af de helt store oplevelser, inden hun flyttede ind i lejligheden. Hun husker at have hørt Birthe Kjær, Joey Moe og Christopher.
Dengang boede hun Krummerup Højskole. Planen var, at hun efter højskoleopholdet skulle derefter være flyttet ind i et nyoprettet botilbud i Frederiksberg Kommune for unge handicappede. Projektet blev dog forsinket, og Celia har siden boet i en lejlighed på 3. sal.
Fordi der ikke er nogen elevator, kan hun ikke forlade den uden plejepersonale, og en lægeudtalelse vurderede allerede i oktober 2014, få måneder efter Celia var flyttet ind, at den isolerede tilværelse havde konsekvenser for hendes helbred.
Celia er blevet ‘trist’ og ‘trives ikke’, og oplever ‘en markant øget anfaldshyppighed’, skriver en overlæge på Rigshospitalet. Hun tilføjer, at Celia flere gange er faldet, og det udgør en risiko for hende at færdes på trappen.
Kommunen erkender også, at forløbet ikke har været godt for Celia.
‘På Krummerup (højskolen red.) deltog hun i sportslige aktiviteter, løb og klatring. Det kan hun ikke nu. Hun klager ofte over rygsmerter,’ skriver kommunen i en evaluering og uddyber, at især trapperne ‘trætter’ og ‘udmatter’ Celia, så hun ofte ender med at sidde i sin lejlighed.
Denne torsdag sidder hun sammen med sin mor Jeannette Bodé i en hvid sofa i stuen i sin lejlighed. Hun smiler genert, mens der bliver tager billeder.
»Det hammer-røvsygt at være sig selv,« siger hun.
Jeannette viser datterens soveværelse frem. 10 medaljer hænger om en lampe. Triumfer fra Celias højskoleophold på Krummerup, og et bevis på at hun havde kæmpet sig tilbage efter ulykken på rulleskøjter, hvor hun pådrog sig en hjerneskade.
»Hvis jeg kørte hende tilbage til Krummerup Højskole, tror jeg, de ville stå med åben mund og polypper,« siger Jeannette Bodé.
Hun fortæller, at kommunen har fjernet støtten til Celias taleundervisning og ugentlige genoptræningsdag på Neuroform, som ellers var et lyspunkt hos Celia.
»Det må koste en formue at have et vikarbureau til at passe hende døgnet rundt. Jeg kan ikke forstå, de så vælger at spare på dette,« fortæller Jeannette Bodé.
