Tidligere har regn resulteret i mangel på bål, nu er det mangel på regn, der aflyser bål, siger beredskab.

København. Der er ret stor sandsynlighed for, at danskere flere steder i landet skal forberede sig på, at sankthansaften kan blive uden bål i år.

For selv om flere steder og særligt den nordøstlige del af Sjælland har haft regnvåde morgentimer fredag, hænger varmen og tørken stadig i jorden.

Det forudsiger sekretariatschef Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber.

- Indtil videre betyder det desværre ikke noget i forhold til afbrændingsforbuddet. Det skyldes, at der er et stort efterslæb i forhold til den varme- og tørkeperiode, vi har haft, siger han.

Fredag formiddag står der 52 kommuner på listen over kommuner, der har afbrændingsforbud.

Skal det ophæves, kræver det, at jorden bliver godt og grundigt gennemvædet, så de øvre jordlag og vegetationen kan begynde at suge væsken til sig.

Selvfølgelig bør man holde optimismen højt, hvis man ønsker et bål lørdag aften, lyder det.

- Men som vejrudsigterne ser ud lige nu, tyder det måske ikke på, at det er alt for sandsynligt, at der kommer ændringer i det forhold, siger han.

Ifølge sekretariatschefen er det "ekstremt", at så mange kommuner er underlagt forbuddet.

Men Nigaard påpeger, at det ikke vil være første gang, at danskerne skal holde sankthansaften uden ild under åben himmel.

- Det plejer bare at være en meteorolog, der står og aflyser bålet, fordi der kommer vand. I år er det så en brandmand, fordi der ikke kommer vand, siger han.

Spørger man meteorologerne, er det dog ikke regn, der primært kommer til at præge dette års sankthans.

De fleste danskere vil opleve tørvejr og pæn sol, lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

- Men i den sydvestlige del af Danmark kan der også være nogle skyer, og hvis man er uheldig, kan det være lidt smådryp, men ikke noget, der kan få betydning for afbrændingsforholdene, siger vagtchef Frank Nielsen.

/ritzau/