Heidi Rasmussen og hendes to børn er blandt den næsten kvarte million danskere, der betegnes som fattige. De har ellers aldrig tidligere manglet noget
I en boligblok i udkanten af Helsingør begynder dagen kl. 05.30. Det første, Heidi Rasmussen gør, er at tænde kaffemaskinen og dernæst en hjemmerullet cigaret.
Lejligheden er kun sparsomt oplyst. Lidt lys kommer ind gennem et stuevindue fra en lampe udenfor.
Bortset fra kaffemaskinens sprutten er der stille i lejligheden. Børnene Phillip (11) og Sesse (7) sover endnu, men de skal snart vækkes. De går stadig i skole i Hornbæk, hvor de boede tidligere. Selvom der kun er godt ti kilometer, tager turen en times tid i bus, så de tre skal hjemmefra klokken syv.
Både Sesse og storebror Phillip glæder sig til den dag, deres mor igen får råd til en bil, så de ikke skal bruge næsten to timer på transport om dagen. Den 40-årige Heidi Rasmussen tager turen frem og tilbage hver morgen og hver eftermiddag.
Familien på tre er blandt den næsten kvarte million danskere, der betegnes som fattige. De har ellers været vant til det gode liv og har aldrig tidligere manglet noget.
Men en dag i foråret 2011 knækker filmen. Heidi Rasmussen går ned med stress, og hun bliver fyret fra sit arbejde. Hele den verden, hun kender, ramler sammen. Selv opdager hun først for sent, hvor slemt det står til.
- Jeg opdagede det ved, at jeg sad en hel dag og kiggede ud ad et vindue uden at have set noget. Lige pludselig var klokken så mange, at jeg skulle hente børnene. Og det var i sidste sekund. Det var først der, det rigtigt gik op for mig. Og så faldt hele verden fra hinanden. Jeg gik fra kæresten lige før vores bryllup. Jeg måtte skrive sedler med åndssvage ting som at stå op, gå i bad, tage tøj på, smøre madpakker. Få børnene af sted og hente dem igen. Jeg handlede heller ikke selv ind på det tidspunkt. Det gjorde min ekskæreste. Jeg kunne ikke. Kom jeg til kommunen til et møde, så græd jeg, hvis der var mange mennesker. De måtte hente mig ved bagdøren, inden de åbnede, fortæller Heidi Rasmussen.
Nej til psykiater
Hun har ikke fået professionel hjælp til at håndtere sin stresssygdom. Hendes sagsbehandler ville have hende til psykiater, men det afviste Heidi, fortæller hun.
Hun ville ikke medicineres. Hun vil gerne til en psykolog, men har ikke råd til selv at betale. Så hendes behandling har bestået af tid til at tænke over, hvad det mon var, der gik galt. Noget præcist svar er hun ikke kommet frem til. Men hun havde løbet for stærkt for længe. Det er hun sikker på. Mens børnene før så for lidt til deres mor, er hun der nu hele tiden.
Der er stadig mere end en time til solopgang, og luften udenfor er fugtig og kold denne onsdag morgen i slutningen af november. De tre sætter sig til rette på bagsædet i bus 347. Turen gennem det nordsjællandske landskab kender de så godt.
Hos familien Rasmussen kommer dagene hurtigt til at ligne hinanden, for der er ikke penge til andet end det mest nødvendige. Et besøg på en café eller et museum er ikke en mulighed. I stedet hygger de hjemme, fortæller Phillip.
Efter en periode på sygedagpenge kom Heidi Rasmussen i september 2012 på kontanthjælp. Pludselig var hun og hendes to hjemmeboende børn at finde i den statistik, der viser, at 242.000 danskere lever i fattigdom.
Pludselig var hun tilbage ved udgangspunktet. Hun var igen fattig.
Som barn voksede Heidi Rasmussen selv op i en fattig familie. Heidi fortæller om et barndomshjem, hvor forældrene ikke magtede opgaven. Hvordan hun som syvårig stod for at få sin treårige lillesøster op om morgenen og afleveret i børnehaven.
- Mit barndomshjem var fattigt. Min far var invalidepensionist. Min mor arbejdede i begyndelsen af mit liv, men fik en arbejdsskade og blev også invalidepensionist. Hun levede kun få år derefter. Det var en meget speciel barndom, og vi børn har været forældre for hinanden.
Heidi Rasmussen formåede tidligt i sit liv at bryde den sociale arv. Hun har altid klaret sig selv, fortæller hun. Var selvstændig med egen virksomhed. Senere butikschef i en dagligvarebutik. Heidi vil ikke udsætte sine egne børn for en opvækst som hendes. At give børnene, hvad de har brug for, fylder meget i Heidis bevidsthed. De skal have lov at være børn.
Sagt om fattigdom: Fattigdom gør den sociale arv svær at bryde. Ofte ser børnene, at deres forældre ikke arbejder. De kommer til at mangle arbejdsgenet og uddannelsesgenet. Hvis vi ikke bekæmper fattigdommen i Danmark, vil vi få et mere og mere klasseopdelt samfund. Vi risikerer amerikanske tilstande. Det er jeg ikke i tvivl om. Det er kun et spørgsmål om tid, siger Lisbeth Zornig Andersen, tidligere formand for Børnerådet og selv opvokset i en fattig familie.
Glæder sig til McDonald’s
Noget af det, hun glæder sig mest til, når familien igen kommer økonomisk på fode, er at kunne tage børnene med på McDonald’s. Egentlig kan hun slet ikke lide maden. Men børnene vil gerne. Der er bare ikke mulighed for den slags udskejelser i budgettet, som tingene ser ud nu.
Et budget, der efterlader familien med ca. 3.600 kr. om måneden til mælk, underbukser, vaskepulver og andre fornødenheder.
Sagt om fattigdom: Fattige med børn føler sig utilstrækkelige. Det er pinligt og skamfuldt. For deres børn har ikke de samme muligheder som deres skolekammerater. Samtidig har mediebilledet den seneste tid været præget af historierne om Carina og Dovne Robert. Det har ændret den brede opfattelse, og vi tænker: ’Det er sgu nok selvforskyldt’, siger Jørgen Elm Larsen, professor ved Sociologisk institut, Københavns Universitet.
Men man taber sig
- Jeg har gået flere dage og kigget på to stykker toastbrød og tænkt, at der skal være nok til ungerne. Så har jeg selv sprunget over. Det er ikke sundt. Men man taber sig. Der er da røget over ti kilo af.
Selv om Heidi Rasmussen gør, hvad hun kan, for at skærme sine børn mod realiteterne, ved de godt, hvad der foregår. Særligt sønnen Phillip på 11 år tænker over det. Han bor en uge hos sin mor og en uge hos sin far, så han mærker kontrasten mellem rig og fattig på egen krop. Hos faderen mangler han ikke noget. Til nytår skal han på ferie til Kreta med den del af familien. Phillip mener, det er fire-fem år siden, han sidst var på ferie med Heidi.
Hos sin mor husker Phillip at slukke sin aldrende computer, når han har brugt den. For el er dyrt, fortæller han.
- Mit største ønske ville være en god stak penge. Så ville jeg nok bruge dem på mad og strøm. Og regninger. Så vi kan betale forud.
Sagt om fattigdom: Det er en hån mod de millioner af mennesker i verden, som sulter, at tale om fattige i Danmark. I skulle skamme jer!, siger Joachim B. Olsen, MF, Liberal Alliance.
En hulahop-ring
Listen er lang, når Heidi Rasmussen skal remse de ting op, de har måttet give afkald på:
Skolemælk, tandlæge, briller, forsikringer, skoleture, skolefoto, familiebesøg og frisør.
For lillesøster Sesse på syv år er det umiddelbare ønske en hulahop-ring. Den gamle er gået i stykker. Men der er ikke råd til en ny lige nu.
- I dag lægger jeg mærke til, at jeg er fattig, når jeg skal kæmpe for at få mad på bordet. Jeg vil ikke sætte mig over i hjørnet og tude, men selvfølgelig kan jeg mærke det. Jeg kan mærke det, når børnene gerne vil et eller andet, og jeg er nødt til at sige nej igen. Eller vi må tage bussen i stedet for bil. Og på tøjbudgettet. Der er ikke noget nyt tøj. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået nyt tøj.
I stuen står familiens spisebord. Det er købt gennem Den Blå Avis ligesom de fleste af møblerne i lejligheden.
Sesse dækker bord inden aftensmaden. Der er dug på bordet og tændte stearinlys i en trearmet lysestage. Hun placerer koncentreret tallerkner, glas og bestik. I køkkenet er Heidi Rasmussen ved at koge pastaskruer.
Når familien er halvvejs gennem måneden, begynder det at knibe.
De sorte tal bliver ikke røde, for banken har lukket for overtræk. Til gengæld er der bare ikke flere penge på kontoen. De sidste to uger klarer de sig med hjælp fra særligt Heidi Rasmussens ekskæreste, som er flink til at komme med noget mad. Han er god til selv at tjekke, om der er noget, de mangler, for hun har svært ved at bede andre om hjælp.
Sagt om fattigdom: - Hvordan kan man have et fladskærms-tv, men mangle penge til mad? Vi opfatter det som dovenskab, når folk er på kontanthjælp. Den opfattelse af de fattige kan være med til at fastholde dem i stress og depression siger Lisbeth Zornig Andersen, tidligere formand for Børnerådet og selv opvokset i en fattig familie.
Det mest pinlige
- Det er noget af det mest pinlige i verden. Jeg har aldrig fået hjælp til noget som helst før nu. Så det er pinligt. Og det tog mig lang tid at lære. Det tog mig rigtig lang tid at ringe til min ekskæreste og sige, at nu er der altså kun to stykker toastbrød tilbage, og jeg har ikke spist i et døgn.
For Heidi Rasmussen gik der mere end et år, før hun for alvor fortalte omverdenen om den situation, hun var havnet i. Indtil da vidste kun de allernærmeste, hvor slemt det stod til med økonomien.
Fattigdommen har gjort Heidi og børnene mere afskåret og isolerede. De har ikke længere råd til at tage på familiebesøg.
Og børnene kan ikke lege med deres venner i Hornbæk, for efter kl. 17 er det småt med busafgange.
Heidi Rasmussen er ikke i tvivl om, at hun skal tilbage på arbejdsmarkedet. Hun vil gerne i gang med en kontoruddannelse. I første omgang ville aktiveringscenteret bare gerne have hende tilbage i arbejde, så hun prøvede igen kræfter med butiksfaget i et supermarked.
Efter en dag måtte hun sige fra. Hun var ikke klar, fortæller hun.
- Jeg skal ud af den situation. Jeg behøver ikke nødvendigvis at nå toppen igen. Jeg vil bare kunne leve et liv uden at skulle vende hver en krone.
Sagt om fattigdom: - Vi må se i øjnene, at der findes fattige i Danmark fastslår Karen Hækkerup, socialminister (S).
