Forestil dig, at være forælder til et barn med anoreksi. Forestil dig så, at skulle se dit barn sulte sig og langsomt svinde ind til skind og ben. Og forestil dig så, at dit barn ingen professionel behandling kan få. Så ved du måske, hvordan Birthe Grynderup Kristensen har det.
Hun har netop skrevet et åbent brev til borgmesteren af Holstebro Kommune, Hans Christen Østerby, hvori hun beskriver sin frygt for snart at miste sit barn til anoreksi, hvis ikke hun får den behandling, hun har så desperat brug for.
»Jeg må med sorg komme med denne opdatering. Min datter er ved at dø af svær anoreksi,« lyder brevets allerførste sætning.
For siden hendes 29-årige datter, Jacqueline Orbitsø Kristensen, blev opsagt på bostedet Bakkely på Mors, er hendes tilstand kun blevet værre.
Jacqueline Orbitsø Kristensen, der har sønnen Oliver på fire år, var ellers blevet bevilget fem års behandling på stedet af Holstebro Kommune i 2014 og sidenhen begyndt at få det bedre, fortæller Birthe Grynderup Kristensen.
»Der var ikke sket så meget på vægtskiven, men psykisk havde hun gjort store fremskridt. Hun var begyndt at gå i skole igen og skabe relationer udadtil. Hun isolerede sig ikke længere, hvilket er kæmpe skridt, når man lider af en spiseforstyrrelse,« fortæller moderen.
Fjernet fra specialisterne
Alligevel mente Holstebro Kommune, at opholdet skulle afbrydes blot halvandet år senere, og at hun i stedet skulle flytte ind på et bosted i Holstebro den 22. december forrige år.
En beslutning, der i grunden kunne have været fin, hvis ikke det var, fordi der ikke fandtes noget personale på det nye sted med forstand på spiseforstyrrelser.
»Min datter og jeg var til et møde med en socialrådgiver fra kommunen og en repræsentant for hendes nuværende bosted, dengang vi modtog brev om, behandlingen på Bakkely var opsagt.«
»Repræsentanten for bostedet fortalte os om, hvor godt det nye sted var, men det var vi ikke interesserede i at høre på. Vi troede ganske enkelt ikke på, at de virkelig ville ende med at flytte hende.«
»Det var jo hul i hovedet at tage hende fra et sted med behandling til et uden! Havde det været en kræftpatient, så havde man jo aldrig taget personen ud af behandling på lignende måde,« siger Birthe Grynderup Kristensen.
Hun fortæller, at den manglende ekspertise blandt personalet er tydelig at få øje på.
Blandt andet spiser hendes datter ikke længere sammen med en ansat som førhen, ligesom hun heller ikke længere er under overvågning efter sine måltider.
Og effekten har været tydelig: Vægttab.
Jacqueline Orbitsø Kristensens BMI er nu nede på 15, hvilket var det samme, som da hun i 2014 blev indlagt på Center for Spiseforstyrrelser i Aarhus med en vægt på blot 37 kilo.
Ikke desto mindre lader personalet hende færdes frit.
»Hun får lov til at gå rundt ude i byen, præcis som hun har lyst til. Det er efter min mening fuldstændig vanvittigt! Hun burde ligge i sin seng,« lyder det fra den bekymrede mor, der dog understreger at hendes vrede ikke er rettet mod bostederne eller deres personale, men dem i kommunen, som mener, behandlingen af hendes datter er forsvarlig.
Har aldrig fået at vide, hvorfor hun skulle flyttes
Årsagen, til Holstebro Kommune mente, Jacquline Orbitsø Kristensen skulle flytte fra Bakkely på Mors, kender hverken hun eller moderen til.
»Vi har ikke kunnet få nogen specifik grund. Kommunen siger blot, det er af 'faglige grunde', og at hun ikke har 'rykket sig' nok på Mors,« siger Birthe Grynderup Kristensen.
»Jeg kan ikke lade være med at have en tanke om, at de måske mener, det er for dyrt at behandle hende og skelner mellem, hvem det kan betale sig at hjælpe, og hvem det ikke kan.«
»Vi går i familien med en konstant angst for at miste hende, ligesom vi alle er enormt frustrerede over behandlingssystemet.«
Ønsker bare at datteren bliver rask
Formålet med det åbne brev til Holstebro Kommunes borgmester er lysende klart for Birthe Grynderup Kristensen:
At de, som forværrede hendes datters anoreksi, netop som hun var begyndt at få det bedre, tager ansvar og råder bod på den smerte hendes datter er blevet forvoldt.
»Mit ønske er, at kommunen får ryddet op i det her. Det er dem, som har sat os i den her situation, og derfor mener jeg, det også må være dem, som skal få os ud af den igen.«
»Jeg mener ikke, at hun skal tilbage til Bakkely på Mors - det er hun ganske enkelt for sygt til nu. Jeg vil have hende indlagt et sted med specialiseret behandling, og så skal hun ud til et bosted med personale, som har forstand på spiseforstyrrelser,« beder hun og holder en kort pause:
»Jeg vil bare gerne have, min datter får det godt.«
