Først blev han fyret fra sit fritidsjob i Bilka, fordi han havde deltaget i en debat om islam på Facebook. Så fortrød supermarkedsgiganten og tilbød ham genansættelse. Nu siger 17-årige Mohamad Al Jawerheri pænt nej tak til tilbuddet.

Bilka kom i gevaldig modvind, da det ved juletid kom frem, at varehusets afdeling i Næstved havde fyret en gymnasieelev fra et fritidsjob i butikken, fordi han havde deltaget i en debat på Facebook på siden 'ja til frihed - nej til Islam'.

Flere deltagere i debatten var blevet så provokeret af den 17-årige drengs indlæg, at de henvendte sig til hans arbejdsplads, som endte med at fyre ham.

I løbet af debatten blev Mohamad Al Jawerheri kaldt for 'terrorist-tilhænger', og han fik flere trusler i sin indbakke.

Til det svarede 17-årige Mohamad Al Jawerheri:

»Mine holdninger er demokratiske og i overensstemmelse med grundloven. Jeg har ingen sympati med terrorister, og som mange andre fredelige muslimer går jeg i skole, får en fremtid og forhåbentlig børn, der bliver her for evigt.«

Det fik hans modparter til at svare igen med at kontakte Bilka i Næstved, og dagen før juleaften fik gymnasieeleven en uventet julehilsen fra sin arbejdsplads: En kammeratlig samtale med chefen, som endte med, at Mohamad blev presset til at sige op.

Sagen skabte voldsom virak i medierne og på de sociale medier, og efter et møde med Dansk Supermarked, som ejer Bilka, fik skoleeleven et nyt jobtilbud.

Efter nogle ugers betænkningstid har Mohamad Al Jawerheri besluttet at takke pænt nej til tilbuddet. Han har nemlig fået et andet job hos onlinefirmaet XSmoke, der sælger e-cigaretter.

Det skriver TVØst.

Over for tv-stationen forklarer Mohamad, at han har valgt det andet job, fordi det giver ham mulighed for at passe en blog ved siden af.

»Jeg kan arbejde hjemmefra med det her, og det gør, at jeg kan få mere tid til min blog Beggesider, som jeg gerne vil arbejde videre på,« siger han.