Claus ’Moffe’ Nielsen står og kigger på ugens bestillinger af cannabisolie, som ligger spredt ud over spisebordet i familiens lejlighed i Holbæk, hvor Claus ’Moffe’ Nielsen bor med sin kone og tre hjemmeboende børn.

Sprøjterne indeholder mellem en og ti milliliter, og de skal alle sendes ud til de mange danskere, der gennem Moffes.com og Facebook-gruppen ’Moffes’ med 6.000 medlemmer køber cannabisolie, også kaldet THC-olie, af Claus ’Moffe’ Nielsen. Olien bruges til at smertelindre kronisk syge.

»Der er en mand, der er rigtig syg her. Han har bestilt tre gange 10 ml THC-olie, så han har nok kræft,« lyder det fra Moffe, mens han gennemgår bestillingerne på det ulovlige stof.

»Vi gør ikke noget forkert. Vi gør noget, der er ulovligt, men ikke noget, der er forkert,« siger ’Moffe’ med henvisning til, at stoffet ifølge ham burde være lovligt.

Han tager på posthuset med varerne og derefter hjem igen for at spise middag med sin familie. Dagen efter står han op for at passe sit job som tækkemand.

Scenen stammer fra dokumentaren ’Cannabismanden fra Holbæk’, som sendes på DR2 mandag aften.

Her følger man Claus ’Moffe’ Nielsen, der er blevet et kendt ansigt i medierne, fordi han ved siden af et helt normalt familieliv i Holbæk og et job som tækkemand producerer og sælger cannabisolie til kronisk syge mennesker. Ofte har køberne alvorlige kræftsygdomme, og mange forældre køber olie til deres syge børn. Vi ser også, hvordan ’Moffe’ og hans kone bliver varetægtsfængslet og løsladt igen efter 53 dage.

For ’Moffe’ selv startede det hele i 2014, da hans egen ældste datter Frederikke fik brystkræft. Først tog familien på Christiania for at købe olie til datteren, men det løb op i 1.500 kroner for to milliliter – en pris familien ikke selv havde råd til at betale. Derfor begyndte ’Moffe’ at eksperimentere med at lave olien selv, og det viste sig hurtigt, at det kunne han sagtens – og meget billigere.

’Moffe’ har selv produceret cannabisolie i et hjemmelavet laboratorium.
’Moffe’ har selv produceret cannabisolie i et hjemmelavet laboratorium. Foto: Metronome Productions A/S
Vis mere

Frederikke fik olien – og fik det langsomt bedre.

»Jeg skal ikke kunne sige, om hun blev helbredt pga. kemo eller kombinationen af den og olie, men jeg er sikker på, at cannabisolien har hjulpet mod smerterne og har gjort, at hun kunne holde vægten,« forklarer ’Moffe’ i ’Cannabismanden fra Holbæk’.

Efter datteren blev rask, havde ’Moffe’ en rest, som han solgte, og pludselig blev han kontaktet af mange syge mennesker, der også gerne ville have cannabisolie mod smerterne. Derfra startede forretningen langsomt. I dokumentaren fortæller ’Moffe’, hvordan han tjener 10-15.000 om måneden, fordi han insisterer på at sælge olien billigt – og syge børn får den gratis.

I dokumentaren følger vi også de mange dilemmaer, familien ofte står i som konsekvens af ’Moffes’ forretning, og familien betaler pludselig en høj pris, da ’Moffe’ og hans kone varetægtsfængsles i 53 dage. 53 dage, hvor datteren Nicoline, der netop er fyldt 19 år, må passe sine to mindre søskende derhjemme.

Vi efterlader familien, da de igen er samlet, og her fortæller ’Moffe’, at det nu skal være slut med at sælge cannabisolie fra Moffes.com

Til BT fortæller han, at kampen for at skaffe syge mennesker cannabisolie dog langtfra er slut.

»Den kamp er ikke opgivet, den er først lige startet. Det er kun produktionen, jeg har stoppet indtil videre, men jeg har møde med en revisor og en investor om at starte en virksomhed og ansøge om tilladelse til at dyrke cannabis,« siger Claus ’Moffe’ Nielsen til BT.

Han fortæller, at familien siden løsladelsen i november har fået psykologhjælp, og det har især også været hårdt for familien, at ’Moffes’ kone Louise – børnenes mor – pludselig blev anholdt.

Men når der tikker beskeder ind fra mennesker, der fortæller om deres kræftsyge børn, der er i bedring, så føler ’Moffe’ alligevel, at det har været det værd.

»Jeg fik en besked fra en fra England, som har fået olie fra mig, og han skrev i går. Hans søn på to år og fire måneder har nyresvigt og aggressiv cancer, og siden august har han været erklæret tabt af lægerne – men han har fået det bedre, siden han har fået cannabisolie, så nu genoptager de hans behandling. Den slags er det hele værd,« siger Claus ’Moffe’ Nielsen til BT.

Debatten om cannabisolie har også fået politikerne på Christiansborg til at reagere, og i 2018 starter en forsøgsordning, der gør det muligt for syge mennesker at købe olien på recept.

’Moffe’ er glad for, at hans sag har skabt debat, men han ville ønske, der var sket noget længe før.

»Politikerne har ikke villet høre, og når man har snakket cannabis, har politikere sagt hash og hashpsykoser, så jeg har det fint med, at dem der skal bestemme over os langt om længe kan se fornuften. Men jeg synes, det er åndssvagt, det først er fra 2018 – hvis man har lovforslag og kan vedtage det, hvorfor så vente? Det gør bare, at syge mennesker skal vente,« siger han til BT.

Claus ’Moffe’ Nielsen, hans kone Louise Damgaard Nielsen og 'Moffe's medhjælper hos Moffes.com Rasmus Michaelsen er stadig sigtede og afventer nu, hvorvidt politiet rejser tiltale.

Dokumentaren 'Cannabismanden fra Holbæk' sendes på DR 2 mandag aften klokken 21.30.