Hun giftede sig med Herman Salling - manden bag Dansk Supermarked. Nu står hun selv i spidsen for sin mands livsværk. Mød enken Karin Salling - kvinden der elsker at gå på jagt, har held i både spil og kærlighed - men som alligevel savner en at dele sine oplevelser med.

Det skulle egentlig bare have været en helt almindelig fest, da Karin Salling tog med sin første mand til nytårsaften i 1975. Der blev drukket, sunget, og alle dansede med hinanden. Men én dans blev afgørende for hendes liv. Dansen med en af Danmarks dengang mest eftertragtede ungkarle, Herman Salling - ejeren af Salling Stormagasiner og stifteren af Dansk Supermarked. Ungkarlen blev hovedkuls forelsket i den smukke, men allerede gifte Karin. Og købmanden var vant til at få sin vilje.

En høj kvinde åbner døren til den store, røde palævilla i Aarhus’ velhaverkvarter, Skåde Bakker. Bag hende kommer to schæferhunde til syne.

- Kom bare indenfor. Og I behøver ikke at tage skoene af. Et hjem er til for at blive brugt, og mine hunde render jo også rundt i hele huset.

Karin Salling smiler og fører an forbi det store portræt af sin afdøde mand, Herman Salling, der hænger i entreen. Hun fortsætter ind i spisestuen, mens de to hunde, Darko og Liebe, følger hende tæt.

Et mørkt langbord og moderne stole betrukket med lyst stof står midt i rummet. På gulvet ligger et hvidt, langhåret tæppe. Gennem de sprossede panoramavinduer i den gamle villa fra 1931 kan man se ud over Aarhusbugten - på de klare dage helt til Mols - og man forstår, hvorfor huset hedder ‘Bella Vista’ (Skøn udsigt, red.).

- Det tog mig fem år at udskifte spisestuen, efter Herman døde. For det var hans spisestue, og den havde stået dér i 52 år, siger Karin Salling.

Hun er på vej mod de 71 år. Men det kan man ikke se. De sylespidse, sorte stiletter klikker livligt af sted over hjemmets sildebensparket, og det sorte og gyldenbrune jakkesæt smyger sig tæt om hendes slanke krop. Hendes lyse hår er velfriseret, og den pink læbestift matcher neglelakken.

Hun ser smart ud. Hun ser glad ud. Hun ser magtfuld ud. Som en kvinde, der har styr på sig selv og sit liv.

Men Karin Salling har også god grund til at smile. Hun er ‘tilbage i spillet’, som hun betegner det. Efter Herman Sallings død for otte år siden har hun fået en mere synlig rolle i offentligheden. Hun er blevet næstformand for Salling-fondene og er dermed med til at forvalte sin mands formue. Hvert år uddeler hun millioner af kroner i støtte til forskellige kulturelle begivenheder.

- Jeg skulle lige vænne mig til det, men jeg kan godt lide at være tilbage i spillet, siger hun og forklarer, at hun dog ikke føler sig mere magtfuld. Hun sætter sin lid til den professionelle ledelse, der styrer Dansk Supermarked, som står bag bl.a. discountkæden Netto, Føtex-forretningerne og lavprisvarehusene Bilka.

Højdepunktet i hendes nye rolle indtraf, da hun i sidste uge var med til at sikre, at Dansk Supermarked forbliver på danske hænder. Salling-fondene købte yderligere 49 procent af aktierne i Dansk Supermarked fra Mærsk og ejer nu hele 81 procent af Dansk Supermarked.

- Det betyder utroligt meget for mig, at vi har fået det tilbage nu og sikret, at Dansk Supermarked forbliver danskejet. For det er jo min mands livsværk, siger hun.

Karin Salling er uddannet tandteknikker, men arbejdede i mange år som model. Mens hun var gift med Herman Salling, var hun primært hjemmegående. Efter Herman Sallings død har hun fået en mere fremtrædende rolle i erhvervslivet som næstformand af Salling-fondene. Og det nyder hun.
Foto: Henning Bagger
Karin Salling er uddannet tandteknikker, men arbejdede i mange år som model. Mens hun var gift med Herman Salling, var hun primært hjemmegående. Efter Herman Sallings død har hun fået en mere fremtrædende rolle i erhvervslivet som næstformand af Salling-fondene. Og det nyder hun. Foto: Henning Bagger Foto: Henning Bagger
Vis mere

Herman fik sin vilje

Karin Salling voksede op i Randers, hvor hendes far var snedkermester og hendes mor hjemmegående. Hendes barndom var ‘dejlig og tryg’, husker hun. Selv blev hun uddannet tandteknikker, men hun valgte i stedet af gøre brug af sit udseende og sin højde og fik arbejde som model. Hun fik mand og barn, og familien bosatte sig i et stort hus på Mols.

Men så var der den nytårsaften i 1975 på Hotel Hvide Hus i Ebeltoft. Den aften der forandrede hendes liv for altid. Den aften, hvor hun i en alder af 32 år mødte den 56-årige Herman Salling, der øjeblikkeligt forelskede sig i hende. For Karin Salling var mødet med den noget ældre rigmand dog ikke kærlighed ved første blik.

- Nej, jeg var jo gift. Og min mand var jo med til festen, siger hun. Hun afviste derfor også rigmandens invitation til frokost den følgende dag.

- Så bad han om mit nummer, men det ville jeg heller ikke give han. Så bad han om mit navn, så han kunne finde mig i telefonbogen, siger Karin Salling, der dog lod Herman Salling gå tomhændet hjem.

Afvisningen fik dog ikke købmanden til at opgive. Tværtimod.

- Han nævnte det i sin tale til vores sølvbryllup - at han syntes, det var umanerligt frækt, at jeg var den eneste kvinde i hans liv, der havde nægtet at give ham sit telefonnummer, ler Karin.

Et stykke tid efter deres første møde stødte de tilfældigt ind i hinanden. Igen inviterede han på frokost, og denne gang sagde hun ja. Karin Salling tænkte, at hans interesse ville stoppe efter den ene aftale. Men sådan endte det ikke.

- Han var fantastisk charmerende. Han kunne få en kvinde til at føle sig som det smukkeste og det mest dejlige, der nogensinde fandtes.

Derfra gik det stærkt. I løbet af et års tid nåede Karin Salling først at blive skilt fra sin første mand for derefter at blive gift med Herman Salling i 1977.

Sammen med sin dengang otte-årige datter, Tina, flyttede hun ind i den røde palævilla.

- Det var selvfølgelig en stor omvæltning at flytte herind, men jeg var vant til at bo i et stort hus. Den eneste forskel var, at Herman havde en husbestyrerinde, men hun stoppede to år efter, vi blev gift.

Livet med Herman Salling

Herman Salling havde været gift to gange, inden han mødte Karin Salling. Hans første kone døde i barselssengen. Med sin anden kone, kunstneren Sys Brammer, nåede han at være gift i 16 år, inden parret blev skilt - kun et par år inden han mødte Karin. Han fik to døtre med Sys Brammer, Trine og Mariann.

Men Herman Salling var ingen familiefar. Han var en arbejdshest. En ivrig købmand, der ikke kunne lade sin forretning ude af synesærligt længe ad gangen.

Han vidste, at det krævede en indsats at få succes.

‘En gudbenået købmand’, kaldte forretningspartneren Mærsk Mc-Kinney Møller ham. De to mænd blev ført sammen, da Mærsks far, A.P. Møller, i 1964 investerede i Dansk Supermarked. I takt med at millionerne rullede ind i deres fælles investering, blomstrede et nært venskab op mellem Mærsk Mc-Kinney Møller og den jyske købmand Salling.

Ægteskabet med Karin Salling var anderledes end Herman Sallings første ægteskaber. Parret fik ingen børn sammen, og Karin Salling kunne fint trives med, at hendes mand arbejdede meget.

- Vi så jo hinanden om morgenen, inden han gik på arbejde, og om aftenen. Og vi havde mange fælles interesser, fortæller hun.

De elskede f.eks. begge jagt og fiskeri.

- Min far var både jæger og lystfisker, så det lærte jeg også fra en tidlig alder. Jeg har stadig mit jagttegn. Og mit gevær. Dog har jeg ingen patroner mere, men jeg har både skudt ræve og bukke, siger Karin Salling.

Kærligheden til dyr delte de også.

- Mine hunde er som familiemedlemmer for mig. Og Herman sagde altid: Hundene skal være her, vi andre kan være her.

Ægteparret tog også på galopbanen og så hestevæddeløb sammen. Ofte ejede de nogle af de deltagende heste. Karin Salling ejer i dag fire galopheste og er stadig en flittig gæst på væddeløbsbanerne. Flere af hendes galopheste har vundet store præmier.

- Man kan vel godt sige, at jeg både har held i spil og kærlighed, ler hun.

Karin Salling har siden barnsben haft hunde. Mens hun var gift med Herman Salling havde parret altid to hunde. Og sådan er det stadig.
Karin Salling har siden barnsben haft hunde. Mens hun var gift med Herman Salling havde parret altid to hunde. Og sådan er det stadig. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Strømpeemballage

Da Karin og Herman mødte hinanden, arbejdede hun som model i bl.a. Sallings magasiner. Men det arbejde måtte hun hurtigt lægge på hylden.

- Ledelsen mente, at det ville blive et problem, fordi indkøberne så ville føle sig forpligtet til at købe det tøj, som jeg viste frem. Så jeg blev modekonsulent i Salling i stedet, fortæller hun.

De seneste mange år af deres ægteskab var Karin Salling hjemmegående. Men hun fik en god indsigt i Dansk Supermarked gennem sin mand. F.eks. når han spurgte om hendes mening om et problem, han kunne have.

- Vi rejste også meget. F.eks. kunne vi rejse ud for udelukkende at kigge på bøjler eller strømpeemballage. Herman gik meget op i detaljer, siger hun.

Herman Salling bliver ofte beskrevet som en sparsommelig mand. En mand, der bad sin kone om kun at handle i Netto - fordi det var billigst.

- Jeg må indrømme, at jeg normalt lod som om, at jeg ikke hørte det og handlede i Føtex. Men en dag gik jeg i Netto, og jeg blev overrasket over, hvor billigt det var, så jeg måtte sande, at Herman havde ret. I dag handler jeg en del i Netto, men jeg handler også meget i Føtex og i Salling Super - supermarkedet under Salling-magasinet. Og også i Bilka.

- Men jeg handler aldrig i Kvickly, Irma eller Brugsen. Aldrig. Jeg skulle lige komme hjem med en Kvickly-pose, mens Herman havde levet - det havde jeg ikke turdet.

Karin Salling bekræfter, at hendes mand holdt godt styr på pengene. Hver gang hun havde været ude at shoppe, spurgte købmanden nøje ind til, om hun nu havde behov for det hele.

- Han var ikke nærig, han var påpasselig. Men til slut, så opgav han mig. Det var en lettelse, at man ikke skulle svare på alle de der spørgsmål. Så længe forbruget var i hans butikker, så var det ok, fortæller enken, der ikke lægger skjul på, at hun elsker tøj og smukke ting og går op i sit udseende.

Herman Salling var kendt for at være sparsommelig, og han bad derfor Karin Salling om primært at handle i Netto. Det gør hun stadig - selv om hun også handler meget i Føtex og Salling-supermarkedet.
Herman Salling var kendt for at være sparsommelig, og han bad derfor Karin Salling om primært at handle i Netto. Det gør hun stadig - selv om hun også handler meget i Føtex og Salling-supermarkedet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Penge kan ikke købe alt

Den røde murstensvilla er stilfuldt indrettet. Med danske designermøbler og kunst på væggene. Herman Salling efterlod en stor del af sin formue på over 10 milliarder kroner til de to Salling-fonde, som ejer Dansk Supermarked. Men han sørgede også for, at Karin Salling aldrig ville komme til at mangle noget. Og hun finder det rart at være sikret økonomisk.

- Penge giver dig tryghed og ro. Men de vigtigste ting i livet kan du ikke købe for penge. Du kan ikke købe et godt helbred, et godt ægteskab eller de rigtige venner, siger hun. Og hun ved, hvad hun taler om. Trods sin bragende succes som forretningsmand var Herman Salling ikke skånet for ulykker. Hans første kone døde med deres ufødte barn i barselssengen, hans far døde som 73-årig under en rutinemæssig brokoperation, og købmanden mistede sin datter, Trine, der døde af kræft, da hun var midt i 40erne.

Desuden havde han en medfødt muskelsygdom, der de sidste år af hans liv gjorde ham meget gangbesværet.

Ingen ny kærlighed

Karin Salling betegner ægteskabet med Herman Salling for pragtfuldt.

- Han var utrolig kærlig. Hver eneste lørdag gennem hele vores ægteskab gav han mig tre mørkerøde roser.

Hendes øjne bliver blanke, når hun taler om sin afdøde mand.

- Dér plejede vi altid at sidde, Herman og jeg, siger hun og nikker over mod to lænestole, der begge er Arne Jacobsen-klassikeren ‘Ægget’.

På trods af, at det nu snart er otte år siden, at hun blev enke, så står den ene lænestol foran pejsen stadig tom. Hun er i medierne flere gange blevet kædet sammen med nye kærester, men selv afviser hun kærestesnakken kategorisk. Egentlig kan hun slet ikke forestille sig at blive forelsket igen. Men så alligevel. For hun kan godt savne kærligheden og tosomheden.

- Hvis det sker, så sker det. Hvis ikke, så gør det ikke noget. Jeg har et utroligt dejligt liv, og jeg kan gøre præcis, hvad jeg har lyst til. Men selvfølgelig er der nogle dage, hvor man kunne ønske sig én at dele sine oplevelser med, men det er ikke noget, jeg kigger efter, siger hun.