Godt hvert syvende nye tilfælde af modermærkekræft rammer en person under 40 år, viser endnu ikke offentliggjorte tal fra Dansk Melanom Database. De unges kræft opdages ofte sent, hvor den er farligere.

Modsat de fleste andre kræftformer rammer modermærkekræft ofte unge. Det viser endnu ikke offentliggjorte tal fra Dansk Melanom Database, skriver Politiken.

Hver gang 100 personer i Danmark får konstateret modermærkekræft, så er 14 af dem under 40 år.

Overlæge og formand for de danske modermærkekræftlæger i Dansk Melanom Gruppe Lisbet Rosenkrantz Hølmich oplever ofte, at børn og unge kommer senere i behandling for modermærkekræft, end ældre danskere gør.

Læs også: 19-årige Patrick har dødelig kræft: Drømmen om Arsenal gik i opfyldelse

»Det skyldes nok den udbredte misforståelse, at man ikke kan få kræft i ung alder. Det kan man desværre godt,« siger hun til Politiken.

Ud af de i alt 2.302 personer, der sidste år fik konstateret modermærkekræft i Danmark, var de 323 under 40 år. Derfor undrer det Lisbet Rosenkrantz Hølmich, at de unge ikke reagerer tidligere. Hun opfordrer samtidig forældre til ikke blot at holde øje med deres egne modermærker, men til også at se på, om deres børns modermærker ændrer sig.

Samme opfordring lyder fra administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen, der påpeger, at det har en tydelig effekt, når man opdager sygdommen på et tidligt tidspunkt.

Se også: Videoen der (nok) gør dig glad helt ned i maven: Her giver politiet kræft-ramte Jonathan en fantastisk oplevelse

Antallet af danskere, der rammes af modermærkekræft, er fra 2000 til 2012 mere end fordoblet.

Dødeligheden har imidlertid været stort set uændret med omkring 250, der årligt dør af sygdommen.

Seniorforsker Karsten Juhl Jørgensen fra Det Nordiske Cochrane Center under Rigshospitalet understreger, at mange tilfælde aldrig vil udvikle sig dødeligt. Han mener, at den store stigning afspejler, at folk får undersøgt huden alt for meget, så ufarlige tumorer diagnosticeres og behandles.