Når håret jævnligt får en plejende kur, og ansigtet dagligt smøres ind i dyre cremer, skal skamlæber og venusbjerg selvfølgelig også plejes, fugtes og eksfolieres, mener folkene bag et nyt skønhedsprodukt til det kvindelige underliv.

Men produktet er fuldstændigt unødvendigt og kan i sidste ende være direkte skadeligt for kvindernes selvbillede, mener toneangivende kvinder i den offentlige debat.

»Det er splitterravende vanvittigt, hvis du spørger mig,« skriver for eksempel journalist og modeekspert Sarah Skarum i en klumme hos Berlingske.

»Jeg kan godt lide mascara, og jeg er såmænd også glad for pænt tøj og høje hæle. Men jeg finder det både trist og problematisk, at endnu et område af kvindekroppen i den grad skal udskriges til at være uperfekt, hvis ikke man har købt de rette produkter.«

De omtalte produkter er otte stilrene lyserøde tuber med forskellige cremer, serum, rensekum og andet, som lanceres i juni under navnet 'The Perfect V', og skal gøre netop 'V'et' - som fabrikanten berøringsangst kalder det kvindelige kønsorgan - friskt, ungt og rynkefrit.

Og ifølge Sarah Skarum er navnet nærmest lige så skidt som produktet, skriver hun i sin klumme.

»Sloganet 'The Perfect V' siger jo alt. Få den perfekte fisse. Men du skal eddermame gøre noget for det, for som den ser ud nu, ligner den åbenbart lort. Perfekt kan man kun være, hvis man er poleret, så man ikke ligner det, man er, en kvinde.«

Foto: Pressefoto
Vis mere

Men modeskribenten er bestemt ikke den eneste, der korser sig over den nye trend. Også Politiken-journalist, feminist og debattør Ditte Giese fnyser ad skønhedsprodukterne.

»I øvrigt synes jeg, at folk og firmaer skal holde op med at fortælle kvinder, at deres fisser ikke er pæne nok. Hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, kan de rende og hoppe,« skriver hun på Facebook og fortsætter:

»Der findes ikke forkerte fisser. Og fisser har ikke brug for dyre cremer eller makeup eller plastikkirurgi. For nu at citere Jørgen Leth, der er et mere poetisk menneske end moi: 'Jeg har aldrig set en grim kusse' #stoppussyshaming.«

Grundlæggeren af produktserien, Avonda Urben, er dog allerede kommet kritikerne i forkøbet. I en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af skønhedsserien fortæller hun, at der er en særlig grund til skepsissen omkring underlivs-pleje:

'Måske fordi 'the V' aldrig er blevet set som et skønhedsområde i sig selv, som for eksempel vores bryster og numser er – begge områder har et bugnende udbud af produkter, der lover blødere, rundere, strammere, løftede og fastere resultater. Tilbuddene til 'the V', om det er efter en voksbehandling, for at pleje eller bare til daglig vedligeholdelse, har indtil videre været ret basic... et koldt bad eller aloe vera-gel? Var det noget?' spørger Avonda Urben retorisk.