Camilla Pedersen knuste konkurrenterne ved jernmandsløbet Challenge Fuerteventura

Camilla Pedersen har netop bevist, at hun stadig tilhører verdenseliten. Triatleten har netop vundet det halve jernmandsløb på kanarieøen Fuerteventura, hvor hun løb over stregen mere end seks minutter foran nummer to. 

- Jeg gjorde det. Jeg elsker at være tilbage, skriver hun på sin facebook-profil.

Den danske triatlet styrtede i efteråret alvorligt på cykel og lå 19 dage i dyb koma. Her frygtede lægerne længe for hendes liv. Da hun endelig slog øjnene op var det til en trist fremtid i kørestol. Troede man.

Men den viljestærke pige ville det anderledes. Hun kastede sig over en hårdnakket genoptræning på otte måneder og har i løbet af vinteren og foråret overskredet lægevidenskabens vildeste forventninger.

Det store spørgsmål har dog hele tiden været, om hun var i stand til at være med på højeste plan i den hårde, tredelte udholdenhedssport. Med sejren på Fuerteventura tyder alt på, at hun atter har kurs mod drømmen: At vinde verdens største jernmandskonkurrence på Hawaii.

Det var netop det løb hun trænede til, da hun i sensommeren 2013 styrtede på cykel, slog hovedet og blev lagt i dyb koma.

Camilla Pedersen var på Fuerteventura oppe imod et solidt felt, med blandt andre svenske Åsa Lundstrøm og det lovende dansker-talent Maja Stage, blandt konkurrenterne.

Hun gennemførte de 1,9 km svømning, 90 km cykling og 21,1 km løb på 4 timer 30 minutter.

Kevin Magnussens kollega fra Formel-1 teamet McLaren deltog forresten også i løbet. Men Jenson Button, der er en ivrig amatørtriatlet, udgik så vidt vides under det afsluttende halve maratonløb.