Astrid Krag kræver handling efter samråd om flugtkaos

Sundhedsminister Astrid Krag var i går i krydsild i Folketingets Retsudvalg, efter BT har afsløret, at 24 ud af 27 patientflugter fra det retspsykiatriske hospital i Risskov sidste år blev holdt skjult 

- Hvorfor tror ministeren, at de her flugter ikke er registreret? Kunne det ikke være fordi, det var meget bekvemt for hospitalet, fordi man tidligere har haft problemer? Hvad vil ministeren gøre for at finde ud af, hvem der er ansvarlig for at have ført offentligheden bag lyset, lød det spørgelystent fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, som havde indkaldt ministeren.

Han blev flankeret af Venstre, som mente, at regeringen bare sylter problemerne på området.

Ministeren mente omvendt, at det nu må være de ansvarlige i Region Midtjylland, der agerer.

- Jeg vil ikke begynde at motivforske. Men ja, det er fuldstændigt uacceptabelt, at vi har fået forkerte oplysninger, og jeg vil nu spørge Bent Hansen (regionsrådsformand, red.), om han mener, der kan være behov for sådan en undersøgelse.

Over for BT lagde hun efter mødet ikke skjul på, at hun nu forventer handling fra Region Midtjylland, der har ansvaret for at drive det omstridte hospital.

- Jeg vil nu følge udviklingen på hospitalet meget tæt, og hvis nødvendigt er jeg selvfølgelig klar til at gribe ind. Men lige nu forventer jeg - og tror på - at regionen gør det nødvendige.

Peter Skaarup mente dog, at Region Midtjylland har fået chancer nok. 

- Region Midtjylland fik et gult kort i 2010, da de lovede os at rette op på de mange flugter, der var dengang, men nu viser det sig, at de har givet os forkerte flugttal, så nu må hammeren altså falde. Vi vil derfor nu indkalde justitsministeren til et nyt samråd, idet vi mener, at vi må have Kriminalforsorgen ind og stå for sikkerheden på det her hospital, siger han.