Børne- og socialminister Mai Mercado (K) giver sin fulde støtte til rektor på Slagelse Gymnasium, Lotte Büchert, der tirsdag valgte helt at aflyse den traditionsrige sidste skoledag for både STX- og HF-eleverne onsdag, fordi flere elever havde drukket i skoletiden.

»Hun får et kæmpe high five fra mig. Det er fuldstændig på sin plads, at hun vælger at aflyse sidste skole dag,« siger hun til BT.

Meldingen kommer fra Mai Mercado, der tidligere på året startede ‘opdragelsesdebatten’ for at ‘tage en fælles snak om, hvad opdragelse er i et moderne samfund.’

Ministeren langer ud efter de unge gymnasiaster, der ifølge rektoren mødte fulde op i skole tirsdag, drak videre i undervisningstiden og hoppede på bordene til trods for en melding fra skoleledelsen om, det ville kunne føre til en aflysning af sidste skoledagsfestlighederne.

»Jeg savner en erkendelse fra de unge af, at de har begået en fejl. Jeg savner en ydmyghed og almen dømmekraft og respekt for autoriteter,« siger hun og ønsker samtidig en reaktion fra forældre til de unge, der gik alkoholpåvirket i skole.

»Jeg håber, at der kommer nogle forældre på banen, som bakker op om rektor og ikke giver den samme sang, som vi ofte hører - at det er synd for deres børn. For det giver mig simpelthen lilla prikker på armen,« siger hun.

Ifølge Mai Mercado er der sket ‘et skred i nogle værdier,’ og det ses i tilfældet med de festende elever i Slagelse, mener hun.

»Jeg tror, det har udviklet sig langsomt. Der er sket en stigning i antallet af lærere, som bliver udsat for voldsomheder fra eleverne, og det er blevet accepteret, at man give læreren fingeren,« siger Mai Mercado.

Ifølge Lotte Büchert ændrer STX-elevernes 'oprør' ikke på, at Lotte Büchert også fremadrettet vil sikre, at tirsdag - dagen før sidste skoledag - er alkoholfri.