Præcis en uge efter Anders Mark Hansen forsvandt, samledes naboer, familie og venner i aftes for at mindes.
Der var sært stille på hjørnet af Bagerivej og Nørrehusvej i Lyderslev fredag aften. Omkring 100 mennesker stod kl. 19 stille på det vindblæste hjørne af to landeveje. Med en enkelt øl eller en tændt cigaret i hånden kæmpede flere for at få ild i de medbragte fakler og lys.
En pige trådte op foran de fremmødte:
- Jeg er så rørt over, at så mange er dukket op. Det hjælper, sagde hun.
Ganske langsomt satte lyshavet sig i bevægelse og gik gennem byen, som for at værne den lille landsby mod mere ondt.
Midt i folkemængden hvæsede og trak et muskelbundt af en brun hund. Hunden Rico, der var den sidste, der så Anders Mark Hansen i live sidste fredag, var også med til at mindes.
Hos de omkring 300 mennesker, der bor i Lyderslev, har drabet sidste fredag sat sine mærkbare spor. Både unge og gamle, naboer, venner, dem, der kendte Anders Mark Hansen godt, og dem, der blot kendte ham af udseende, var mødt op.
- Jeg er her for at vise hele verden, at jeg ikke vil acceptere at bo et sted, hvor man behandler hinanden sådan, sagde Sanne Bjelke og refererede til den voldsomme måde, Anders Mark Hansen døde på.Selv var hun nabo til ham, og så ham så sent som aftenen før, han forsvandt.- Han var en fin fyr, der på ingen måde havde fortjent det her. Jeg har så ondt af hans forældre, sagde hun.
Følelsesladet tur
Andres Mark Hansens forældre havde sagt god for fakkeloptoget, men havde ikke selv overskud til at deltage. Moderen havde derfor bedt om, at optoget ikke ville komme forbi deres hus, men der blev sendt mange tanker den vej.
- Jeg er her for at vise respekt for familiens sorg. Og for at dele min egen sorg med andre, sagde Louise Nielsen, der har kendt Anders Mark Hansen i fire år og havde samme omgangskreds som Anders.
Det var en følelsesladet tur gennem byen. Nogle snakkede og grinede, mens de delte minder. Andre snøftede højlydt eller græd åbenlyst.
- Det er helt i Anders’ ånd. Han ville aldrig have ønsket, at vi skulle sidde og græde derhjemme, sagde Louise Nielsen.
