Et advokatpar skal nu mattere deres skinnende, glaserede tegltag, der i 13 år har generet deres nabo voldsomt. Det har Højesteret afgjort tirsdag.
En 13 år lang nabostrid i et stille villakvarter i Lystrup lidt uden for Aarhus har i dag fået et endeligt punktum i Højesteret.
Her afgjorde fem dommere i landets højeste retsinstans, at generne fra genskinnet på et sort, glaseret tegltag er så store, at tagets ejere, Michael og Alice Serup, nu skal mattere taget af hensyn til deres nabo, Bente Brusgaard, der klagede over generne i 2012, og siden har været hele retssystemet igennem med sin klage.
Og dommen vækker naturligvis glæde hos den 71-årige Bente Brusgaard. Det fortæller hendes søn, Klaus Brusgaard, til BT.
»Min mor er selvfølgelig glad for dommen. Det har været et tovtrækkeri de sidste 13 år, som hun er glad for nu har fået en ende, der tilmed er faldet ud til hendes fordel,« siger Klaus Brusgaard.
Han har været sammen med sin mor hele dagen, og ifølge Klaus Brusgaard er der med dommen faldet en sten fra hjertet hos moderen.
Hvordan reagerede din mor på dommen?
»Med lettelse og glæde. Min mor er nok mere lettet end glad. Men hun er også træt og udmattet. Hun har siddet på pinde det sidste stykke tid og været nervøs for udfaldet, selvom hun havde fået medhold både i byretten og landsretten,« fortæller Klaus Brusgaard.
13 år gammel strid
Nabostriden går helt tilbage til 2005. Her fik advokat Michael Serup og hustruen Alice, der er jurist ved Aarhus Kommune, lagt et nyt, sortglaseret tegltag på deres hus i Elleparken i Lystrup.
I første omgang reagerede Bente Brusgaard og hendes mand ikke, fordi de havde læst på nettet, at genskinnet fra taget ville aftage med årene, fordi der ville lægge sig en slags ’biofilm’ på teglene. Generne fra genskinnet forsvandt dog ikke, og i 2012 klagede Bente Brusgaard derfor til Aarhus Kommune. Hun kunne f.eks. ikke opholde sig på sin terrasse, når solen skinnede, på grund af generne fra genskinnet.
Klagen blev dog afvist, fordi kommunen ingen regler havde på området, og derfor indbragte Bente Brusgaard sagen for byretten. Her fik hun medhold i, at genskinnet fra taget var så generende, at det overskred grænsen for, hvad hun som nabo måtte tåle. Desuden var glaserede teglsten ikke sædvanlige for boligområdet, sagde retten. En ejendomsmægler havde i samme ombæring vurderet, at hendes hus var blevet 150.000 kr. mindre værd, som følge af generne.
Principiel sag
Michael og Alice Serup blev i samme omgang pålagt at mattere deres tag for at komme genskinnet til livs. En udgift på ca. 20.000 kr. Det ville ægteparret dog ikke affinde sig med. De mente ikke, at de havde gjort noget ulovligt, og derfor ankede parret sagen til landsretten, der dog kom frem til samme afgørelse som byretten.
Ægteparret fik efterfølgende lov af Procesbevillingsnævnet til at føre sagen til Højesteret, fordi de mente, at sagen havde principiel karakter. Men her er dommen fra landsretten blevet stadfæstet. Det sort-glaserede tegltag skal matteres. Og Michael og Alice Serup skal betale sagens omkostninger på 145.000 kroner.
»Det har været den lille mod den store i den her sag: Min mor er en enlig pensionist i 70’erne, naboerne er en advokat og en jurist. De har nok haft lidt mere at skyde med i den her sag,« siger Klaus Brusgaard om den årelange nabostrid.
Vil I forsøge at genskabe kontakten til naboerne oven på dommen?
»Min mor håber da, at de kan begynde at hilse på hinanden igen, nu hvor der er faldet en afgørelse. Og så håber hun meget på at komme til at bruge sin terrasse igen her til sommer. Det har hun ikke kunnet i 13 år.«
Michael Serup forklarer i en mail til BT, at de nu må forsøge at finde en tålelig løsning.
»Højesteret har i dag sat punktum i den konkrete tvist, vi har haft med vores nabo vedrørende genskin fra vores glaserede tegl. Højesteret har afgjort sagen til fordel for vores nabo. Dommen er lidt anderledes end landsrettens dom, da vi ikke længere skal fjerne enhver genskinsgene, men nu blot de gener, der bringer genskinnet ned under den naboretlige tålegrænse. Vi tager selvfølgelig dommen til efterretning og må nu forsøge at finde ud af, hvor denne tålegrænse går, skriver han i en mail til BT og fortsætter:
»I det større perspektiv hæfter jeg mig ved, at Højesteret har fastslået, at det i forhold til tålegrænsen er uden betydning, om man i et lokalområde har tilladt reflekterende byggematerialer. Samtidig har Højesteret fastlagt en forholdsvist lav tåletærskel. Syns- og skønsrapporten i vores sag har fastslået, at vores tegl giver blændingsgener ca. halvanden time dagligt i sommermånederne, forudsat at solen skinner, og man ser direkte ind i genskinnet. Endelig har Højesteret fastslået, at det er uden betydning for retten til at påtale genskinsgener, at man som nabo forholder sig passiv i mere end syv år.«
