Mens det går fremragende for Jysk, så må Lars Larsen atter inkassere et underskud i et af sine andre selskaber. Ifølge ekspert er der en særlig grund til, at dyne-kongen får så mange økonomiske øretæver.

Den jyske købmand Lars Larsen kunne præsentere et overskud på hele tre milliarder kroner, da regnskabet for hans dyneimperium Jysk blev fremlagt i December.

Men selv om Lars Larsen er kendt som en dygtig købmand, så må han sande, at det ikke er alt, der kan blive til guld ved et snuptag.

Flere af de virksomheder, som den stenrige jyde har investeret i, kæmper nemlig med underskud.

I sidste uge kom det frem, at dyne-kongens golf-satsning, Himmerland Golf & Spa Resort, sidste år gav et underskud på 7,5 millioner kroner – samt at rigmanden siden 2007 har tabt over 200 millioner kroner på virksomheden.

Og nu må købmanden inkassere endnu et sviende underskud i reklamefirmaet, Eovendo, som han ejer en stor del af.

Ifølge finans.dk viser det netop offentliggjorte regnskab for selskabet, at det i år atter har været en underskudsforretning. Et tab på hele 17, 6 millioner har virksomheden inkasseret i regnskabsåret 2015/2016. Det gør, at virksomheden i løbet af de seneste tre år samlet set har tabt knap 90 millioner kroner.

Ifølge Berlingske Business erhvervskommentator Claus Skovhus er der flere årsager til, at Lars Larsen har så mange virksomheder, der giver underskud. Med en formue vurderet af Berlingske til hele 27 milliarder kroner er han Danmarks fjerderigeste mand. Og hos så rige mennesker investeres der ofte med hjertet:

»Det er ikke unormalt, at folk, der har tjent en formue, investerer i mange forskellige selskaber, og i mere lystbetonede projekter,« siger Claus Skovhus og tilføjer:

»Lars Larsen investerer i det, han synes er interessant, og så vælger han ikke at satse på kortsigtede gevinster, men derimod have tålmodighed. Hvis han tror på ideen, er han villig til at satse langsigtet på projekterne.«

Lars Larsen er langt fra den eneste rigmand, der investerer store beløb i hobbyvirksomheder. Blandt andre er Danmarks rigeste familie – familien Kirk Kristiansen, der ejer Lego – også kendt for at bruge trecifrede millionbeløb på deres hobby, heste og hestestutterier, som ofte også giver store underskud.

»Lars Larsen er en entreprenør helt ind i sjælen, og hvis du har det gen, så er det sjovere at investere direkte i virksomheder, i stedet for at sætte pengene i aktier og obligationer,« siger Claus Skovhus.

Selv om Lars Larsen aldrig har lagt skjul på, at hans investering i blandt andet det nordjyske golfcenter skyldes hans egen passion for golf, så har rigmanden dog tidligere udtalt, at han også har ambitioner om at gøre det til en god forretning:

»Vi skal ikke bare være afhængige af golf, men også have mange andre strenge at spille på. Vi skal have lavet golfcentret til en god forretning ved at folk kommer hele året,« sagde Lars Larsen til Nordjyske i 2012, hvor han gav golfcentret to år til at give overskud.

I Eovendos tror projektdirektør Svenn Damm også på, at man nok skal få vendt skuden:

»Vi havde håbet på, at underskuddet kunne være mindre. Men vi har ikke mistet troen på projektet, og Lars Larsen er med som langsigtet investor. Vi skal bare fortsætte den nuværende retning og have en større andel af markedet,« siger han til finans.dk

Foruden golfklubben og reklamefirmaet, har Lars Larsen på det seneste heller ikke fået den store gevinst ud af sine satsninger i restaurantkæden Letz Sushi samt i møbelkæderne Ilva og Idé Møbler, der alle har givet underskud de seneste år.

Dog har han haft held med visse forretninger – nemlig med møbelkæden Bolia.com samt med møbelfirmaet, Actona, som han overtog, da stifteren Orla Dahl Jepsen døde. Orla Dahl Jepsen var en nær ven af Lars Larsen. Begge forretninger har givet pæne overskud.

Lars Larsen har da heller ikke virket synderligt bekymret for de mange underskud.

»Det handler om at have den nødvendige tålmodighed, og Bolia er jo et rigtig godt eksempel på en virksomhed, som det tog nogle år at gøre profitabel, men som nu er en rigtig god forretning. Det kommer helt sikkert også til at blive tilfældet i mange andre af de virksomheder, vi investerer i«, udtalte dyne-kongen i en pressemeddelelse i januar i forbindelse med det seneste regnskab for Lars Larsen Group, der viste, at flere af hans investeringer havde givet et samlet underskud på 42 millioner kroner.