En fond under Økonomi- og Erhvervsministeriet har netop afsat 12 millioner kroner til at brande dansk gastronomi.

I kølvandet på at Noma nu kan kalde sig verdens bedste restaurant, bliver der afsat 12 millioner kroner til branding af danske fødevarer og danske kokke på den internationale scene.

Pengene, der kommer fra en fond under Økonomi- og Erhvervsministeriet, falder på et tørt sted, hvis man spørger flere af landets bedste kokke.

Efter Noma mandag blev udnævnt som verdens bedste restaurant har flere af landets bedste kokke således bedt politikerne om, at dansk gastronomi får større prioritering på de kommende års finanslov.

Adam Price er blandt disse meningsdannere.

- Det er enestående, at vi med kun fem millioner indbyggere og et område, der ikke blev regnet for noget rent gastronomisk for årtier siden, nu er toneangivende i verdenseliten. Jeg håber, at det også får politikerne til at tænke, at gastronomien er et område, der fortjener at blive prioritet på de kommende års finanslove,

Fødevareminister Henrik Høegh (V) bakker op om Adam Prices ønske og mener, det er vigtigt, at dansk gastronomi får større fokus på den politiske scene.

- Jeg er enig med Adam Price i, at Nomas sejr er et signal om, at gastronomien skal prioriteres politisk endnu højere. Fødevareministeriet har sammen med Wonderful Copenhagen og Økonomi- og Erhvervsministeriet ansøgt det franske Bocouce d'Or Akademi om at få det prestigefyldte EM for kokke til Danmark i 2012, skriver Henrik Høegh i en mail til Ritzau.

Desuden skal der etableres et dansk MadExperimentarium, der blandt andet skal være med til at højne og udvikle den danske madkultur ved at koble forbrugerne med det danske fødevareerhverv, forskningsverdenen og elitekokkene.

/ritzau/