Du betaler for byfester, koncerter og morgenvækning

Vollsmose har endnu en gang været midtpunkt for negativ omtale, da cirka 70 bøller gik amok på Odense Universitetshosptial efter en eid-fest i forbindelse med Ramadanens afslutning.

BT kan i dag fortælle, at der er blevet postet millioner og atter millioner kroner i sociale og forebyggende projekter, der skulle få bøllerne på rette vej.

Byfester, koncerter, klubhus og morgenvækning er blot en lille håndfuld af de projekter, som har været på programmet i Vollsmose for at hjælpe de udsatte unge på rette vej.

I løbet af de sidste fire år er der blevet postet intet mindre end 58.482.281 kr i Vollsmose for at lave en social og forebyggende indsats via en såkaldt Helhedsplan fra 2008 til 2012 for Vollsmose.

Helhedsplanen sluttede denne sommer, og nu er der atter sat penge af til bydelen og dens mange bøller. I en ny helhedsplan fra sommeren 2012 og frem til 2016 er der afsat 40 millioner kroner.

En ny guldregn over Vollsmose, selv om flere politikere nu erkender over for BT, at den gamle Helhedsplan til en værdi af næsten 60 millioner kroner har slået fejl.

- I de 25 år jeg har boet her, er det ikke blevet bedre herude, det er blevet værre. Man er nået dertil, hvor vi må nok erkende, at integrationsindsatsen på nogle områder er slået fejl. Så nu gider jeg ikke bo her mere, siger Mansour, der bor i Bøgeparken i Vollsmose, hvor de seneste dages optøjer fandt sted.

Kunne man have brugt pengene bedre?

- Jeg snakker lige nu med min partigruppe om det her. For man kan godt bruge pengene bedre, mener jeg. Mange af pengene er slet ikke nået ud til de helt unge, siger Mohammed Mansour til BT.

Folketingsmedlemmet Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti har tidligere været viceborgmester i Odense, og han bor i dag lige op af Vollsmose.

Han stemte tilbage i 2007 nej til Helhedsplanen.

- Igennem årerne havde kommunerne brugt omkring 150 millioner kroner på Vollsmose, som ikke havde virket. Derfor sagde jeg nej.

Alex Ahrendtsen er mere fortrøstningsfuld i forhold til de ny 40 millioner, der er givet, fordi der er kommet en mere helhedsorienteret plan, mens han langer ud efter den gamle helhedsplan.

- Der var en hel del små høvdringer i kommunen og blandt de frivillige, der havde snablen nede i den ene kasse efter den anden. Der var ingen sammenhæng. Ingen fælles ledelse. Det var ikke særlig godt. Det var projektmagernes paradis.

Den gamle helhedsplan har dog utvivlsomt været gavnlig for nogle.

Ifølge Vollsmose Mediehus blev der givet 6.040.692 kr til tre beboerkonsulenter, heriblandt tidligere folketingspolitiker fra Enhedslisten Asmaa Abdol-Hamid.

Opgaven bestod i alt lige fra rådgivning og konfliktmægling til fundraising og myndighedsarbejde. 

Præcisering:
Denne artikel er blevet rettet. Det er korrekt, at der er i perioden 2008-2011 var afsat 6 millioner kr til beboer-konsulenternes arbejde i Vollsmose, heriblandt tidligere politiker Asmaa Abdol-Hamid. Men tilføjelsen "Det svarer til to millioner per medarbejder" er for upræcist formuleret og er ikke et udtryk for konsulenternes direkte honorar.