Den kendte danske erhvervsmand Lars Kolind og hans kone har solgt deres gods for et kæmpe millionbeløb til en af Danmarks rigeste familier. Men det er ikke helt uden vemod, at parret siger farvel til det dyre gods, fortæller Lars Kolind til BT. 

I 20 år har den kendte erhvervsmand Lars Kolind og hans kone Vibeke Reimer ejet og boet på det smukke gods Løndal syd for Silkeborg. Men nu er det slut. Parret har nemlig valgt at sælge det store gods, der er bygget i 1914 og er et af landets yngste.

Det fortæller Lars Kolind til BT:

»Salget er gået rigtig godt, vi er meget glade, og det er faktisk lige nu, at det overgår til de nye ejer. Vi flyttede ud i forgårs,« fortæller han over telefonen.

Lars Kolind grundlagde sin millionformue som direktør for Oticon, der producerer høreapparater. Han havde så stor succes i virksomheden, at han siden er blevet verdenskendt for sin ledelsesstil. I dag rejser han fortsat seks gange om året til Kina, hvor han som gæsteprofessor underviser i blandt andet ledelse.

Det var som en investering, at han sammen med sin kone købte godset i 1996. Men da parret nu begge har rundet 69 år, og da ingen af deres fire børn har lyst til at overtage det østjyske gods, har de altså valgt at skille sig af med det.

»Vi er bare industrifolk, der syntes, det var en god ide og en god pengeanbringelse at købe sådan et gods. For to-tre år siden spurgte vi vores fire børn, om der var nogen af dem, der var interesseret i at overtage gården. Det ville de ikke. De ville gerne selv skabe deres fremtid og tjene deres penge. Da vi på det tidspunkt var 67, blev vi enige om at lave generationsskifte og sælge godset, inden vi blev 70 , for det er en stor proces,« fortæller Lars Kolind.

Løndal Gods.
Løndal Gods. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

Godset blev derfor udbudt til salg. Som BT har beskrevet tidligere, er det almindeligt, at danske godser nærmest aldrig direkte bliver annonceret til salg. I stedet foregår handlerne nærmest i det skjulte. Og sådan var det også med Løndal.

»Det er ikke ligesom at sælge et parcelhus. Det foregår diskret, og det har noget at gøre med, at de folk, der har økonomisk mulighed for at overtage så stor en ejendom, dem kender man i forvejen. Det er så få, at man ikke behøver at sætte en annonce i avisen,« forklarer Lars Kolind.

Ved hjælp af en mægler fandt han da også en køber, der som forventet hører til i toppen af Danmarks rigeste. De nye ejere af Løndal er nemlig den stenrige Foss-famile, der kommer fra Sjælland og som er blevet rige på at lave analyseudstyr til fødevaresektoren. Ifølge Berlingske Business blev familiens formue i 2015 vurderet til 6,6 milliarder kroner, hvilket gør dem til Danmarks 15. rigeste.

Niels Foss ses her med sin søn, Peter. De er en af Danmarks rigeste familier og har nu købt Løndal.
Niels Foss ses her med sin søn, Peter. De er en af Danmarks rigeste familier og har nu købt Løndal. Foto: Erik Refner
Vis mere

Selv om Lars Kolind er glad for, at Løndal er blevet solgt, så har det dog ikke været helt let for parret at sige farvel til godset.

»Der er en betydelig grad af vemod ved det. Men alt har sin tid, og vi har haft glæden ved at bo der og sætte det i stand,« fortæller rigmanden, der især vil savne to ting ved det smukke gods.

»Det ene er skoven, som nok er Danmarks bedste skov. Den har alt, hvad en skov skal have, og den bliver drevet efter de naturnære skovdyrkningsprincipper. Og det andet unikke ved godset er, at selve hovedbygningen, der er en af de fineste herskabshjem i landet. Det er Vilhelm Karls Jørgensens (grundlæggeren, red.) skyld. De havde helt ekstremt god smag, og helt ekstremt mange penge, så derfor kunne de lave det helt vildt unikt flot og pragtfuldt, fortæller Lars Kolind og forklarer, at parret efter overtagelsen desuden har renoveret godset for 40 millioner kroner.

En af de flotte stuer på Løndal.
En af de flotte stuer på Løndal. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

Lars Kolind havde da heller ikke haft noget imod, hvis et af parrets børn ville have overtaget godset. Men han ser det som noget positivt, at børnene har valgt at leve deres egne liv.

»Det er et almindeligt problem, at anden og tredje generation fra for eksempel en iværksætter får det hele forærende. Så lærer de ikke at bestille noget, og de lærer ikke at tjene penge eller at bruge penge ordentligt. Så det er jo en rigtig god ting, at vores børn har en anden opfattelse. De vil skabe deres egen fremtid. Så selv om vi da selvfølgelig gerne havde set en af dem overtage det, så er det da alligevel et sundhedstegn. Vi har valgt at glæde os over det i stedet for at ærgre os over det,« siger han.

Løndal er blevet renoveret med respekt for den gamle stil.
Løndal er blevet renoveret med respekt for den gamle stil. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

Hvor meget han har givet for Løndal, eller hvor meget han har tjent på handlen, vil Lars Kolind ikke afsløre. Ifølge Tingbogen gav han dog 8,7 millioner for godset, da han købte det i sin tid. Og derudover har han gennem årene købt en del jord til. Sammenlagt med de 40 millioner kroner, som parret har renoveret godset for, anslåes det, at han tilsammen har brugt omkring 100 millioner på godset.

Heller ikke salgsprisen vil han ud med, men ejendomsmægler Torben Larsen fra EDC, der har været med til at sælge godset, oplyser til Ejendomswatch.dk, at salgsprisen ligger mellem 100 og 150 millioner kroner.

»Jeg har aftalt med køberne, at vi ikke fortæller, hvad det blev solgt for, men jeg kan sige, at vi i hvert fald har haft en tilfredsstillende fortjeneste på handlen,« siger Lars Kolind, der ikke behøver at have søvnløse nætter over, hvor parrets næste hjem skal være.

En flot bogsamling findes der også på Løndal.
En flot bogsamling findes der også på Løndal. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

Det blev nemlig allerede fundet for tre år siden, da han sammen med sin kone købte pragtpalæet Tusculum, der er genbo til Marienborg ved Bagsværd Sø uden for København. Hele 45, 5 millioner kroner måtte parret slippe for den store villa, der tidligere var beboet af kendismæglerne Peter Norvig og Hanne Nørisgaard. Grundet en presset økonomi valgte mæglerparret dog at sælge.

Lars Kolind.
Lars Kolind. Foto: Erik Refner
Vis mere

Kolind-parret har beboet villaen siden købet og er godt tilfredse med deres nye hjem.


»På sin vis er det jo også et af flotteste huse, man kan forestille sig. Det ligger lige ned til søen. Det er fra 1746, og det er så smukt som det kan laves, så det kunne vi ikke forlange bedre. Når man først har boet i noget, der kvalitet, så kan man ikke bo i noget bras, det kan man altså ikke,« lyder det fra Lars Kolind, der dog ikke lægger skjul på, at Københavnerboligen ikke er helt så prægtig, som det store jyske gods.

»Herovre er vi i en villa. Derovre er vi i et slot, hvis jeg må sige det sådan,« siger erhvervsmanden, der ingen planer har om at gå på pension foreløbigt. Foruden sit job som gæsteprofessor arbejder han også med at udvikle virksomheder samt bruger tid som frivillig i den internationale spejderbevægelse.