Direktøren for Aarhus Letbane var fredag aften tydeligt rystet over aflysningen i 11. time, skriver TV2 Østjylland.

Letbanen skulle have kørt sin første tur lørdag den 23. september. Men ved 19-tiden fredag kom det frem, at Letbanen ikke kommer til at køre alligevel.

Trafikstyrelsen har afvist at godkende dokumentationen af det sikkerhedsarbejde, som Letbanens operatør har udført.

Årsagen til aflysningen er, at Trafikstyrelsen dels er utilfreds med dokumentationen af det sikkerhedsarbejde, som Letbanens operatør Keolis har udført. Dels har Trafikstyrelsen afvist at efterfølge en uvildig assessors vurdering af, at Aarhus Letbane lever op til kravene om fremtidige vedligehold.

Hvordan det kan lade sig gøre at stå aftenen før åbningen og så stadig ikke være klar, har direktøren følgende forklaring på:

»Jeg har anmærkningsfri rapport på, at sikkerheden på Aarhus letbane er i orden. Det andet er min operatør Keolis, hvor vi i foråret bliver opmærksomme på, at de har nogle problemer. Her beder vi dem om at stramme op og giver dem et alvorligt varsel for seks uger siden,« siger Claus Rehfeld Moshøj til TV2 ØSTJYLLAND.

Det har de ifølge Letbane-direktøren ikke formået at rette op på. Dermed er den store åbningsdag i morgen aflyst.



»Jeg skal lige hjem og sunde mig. I morgen prøver vi at finde ud af, hvad vi nu gør,« siger Claus Rehfeld Moshøj til TV2 ØSTJYLLAND.