Mest af alt havde Mikkel Radicke lyst til at tage et bad. Vaske det af sig. Forsøge at skrubbe det væk og lade det forsvinde ned i afløbet. Men han vidste, han ikke måtte.
»Mange siger, at man får en ulækker følelse. Det er rigtigt. Men der er en forskel på at føle sig ulækker, som når man har trænet og virkelig svedt, og så at føle sig ulækker, fordi man ikke kan holde ud at være i sin egen krop. Det eneste, du kan se, er noget, der er så afskyeligt, at du har lyst til at pille huden af dig selv. Det er som om, man pludselig er et helt andet menneske. Man er blevet lavet om til en ting. Og man kan ikke bagefter vælge ikke at være en ting. Eller ... Det kan man godt. Men det er en kamp.«
Selvom det er otte år siden, er Mikkel Radicke endnu ikke kommet nærmere en forklaring på, hvad der helt præcist skete den sensommernat, han sammen med en ven var taget i byen i København. Men han véd, at han den nat blev udsat for en voldtægt.
Dermed er han én af de procentmæssigt få mænd, der hvert år anmelder seksuelle overgreb hos politiet. Mens 97 pct. af dem, der sidste år henvendte sig hos Center for Voldtægtsofre i Aarhus, var piger og kvinder, var det kun tre pct., der var drenge eller mænd. Næsten samme billede ses hos Center for Seksuelle Overgreb i København, hvor statistikkerne er opgjort, dels på børn, dels på unge/voksne. Blandt børnene, som tæller personer op til 15 år, kom 70-80 pct. af henvendelserne fra piger, mens det blandt de unge og voksne var kvinder, der stod bag omkring 95 pct. af alle henvendelserne.
Dermed er Mikkel Radicke en af de meget få mænd, der står frem og fortæller om at være blevet voldtaget.
Voldtaget
Det skete kort efter, at han var flyttet til hovedstaden som 18-årig, men noget af det eneste, som Mikkel Radicke – der i dag er 26 år – kan huske fra den aften, er, at han på et tidspunkt omkring midnat stod på et homodiskotek og snakkede med to jyske mænd.
Hans ven var taget hjem, men Mikkel Radicke havde besluttet sig for at blive og drikke sin drink færdig.
Derfra blev alt sort. Han kan intet huske, før han tidligt næste morgen vågnede i S-toget ved Jægersborg Station, da en billetkontrollør kom ind i kupéen ved siden af. Til at begynde med var han forvirret.
»Det første, jeg tænkte, var, at jeg skulle finde min billet, og at jeg måtte være gået kold i toget. Jeg ville ikke have en bøde, så helt instinktivt begyndte jeg at lede efter billetten. Men jeg havde ikke én, så da toget stoppede ved stationen, løb jeg løb ud for ikke at blive fanget uden. Det var først, da toget var kørt, at jeg tænkte over, hvor jeg egentlig var,« forklarer han, da BT i august måned mødte ham til en snak om den episode i hans liv, der har sat sit smertelige præg på ham lige siden.
Det var varmt den augustmorgen. Solen bagte, mens han forsøgte at finde ud af, hvad der var sket. Først dér på stationen mærkede han, at noget var galt.
Hans underliv gjorde ondt. Det gik op for ham, at han var blevet penetreret.
Desperat ringede han til sin kæreste, som var på ferie i USA, og fortalte, hvad der var sket. Kæresten forklarede, at han for alt i verden ikke måtte gå i bad for ikke at ødelægge de beviser, der måske kunne være på og i hans krop.
Bagefter kontaktede han sin ven, der havde været med i byen, for at høre, om han vidste, hvad der var sket. Det gjorde han ikke.
Mikkel Radicke ringede til politiet og anmeldte ’det’, han ikke helt vidste, hvad var. Betjentene i den anden ende af røret rådede ham til at tage ind på Rigshopitalet for at få foretaget nogle gynækologiske undersøgelser.
»Jeg blev bedt om at lægge mig på en briks med benene oppe i stigbøjlerne, mens der blev lavet en analprøve. Undersøgelserne viste, at der havde været nogen ’dernede’,« forklarer han og fortsætter:
»Jeg havde skrammer, og jeg fik at vide, at det så ud til, at jeg havde haft hård sex. De spurgte, om jeg havde haft det. Altså hård sex. Det undrede mig. For hvem skulle jeg have haft det med? Min kæreste var i USA. Jeg havde ikke haft sex med nogen. Ikke frivilligt.«
Tvunget til sex
Af en rapport fra Det Kriminalpræventive Råd fremgår det, at omkring 10 pct. af danskerne har været udsat for tvungen sex eller forsøg på tvungen sex. Blandt dem, der har oplevet seksuelle krænkelser, seksuel tvang og forsøg på seksuel tvang, udgør mænd 16 pct., mens kvinder udgør 84 pct.
Men i Mikkel Radickes tilfælde kunne det ikke bevises, at han havde været udsat for et overgreb. De gynækologiske undersøgelser førte ifølge Mikkel Radicke ikke til fund af fremmed dna, og de toksikologiske undersøgelser fandt intet i hans blod, der kunne forklare hans blackout.
Til politiet kunne han ikke fortælle nærmere om, hvad der var sket, da han ikke vidste, hvem der havde gjort det. Eller hvor mange der havde været.
»Betjentene spurgte flere gange, om jeg var sikker på, hvad der var sket. Jeg følte det som om, gerningsmandens eller gerningsmændenes retssikkerhed var vigtigere end min. For mig var det helt absurd. Selvfølgelig går man lidt på æggeskaller, fordi det er et følsomt emne, men jeg står ikke på en politistation og anmelder noget, medmindre jeg er sikker på, at det er sket,« siger han.
Selv tror han, at der kan være to årsager til politiets spørgsmål. Den ene kan være, at betjentene på det tidspunkt ikke var rustet til, hvordan de skulle reagere, når en mand anmeldte en voldtægt. Den anden årsag kunne være, at man havde mistanke om et såkaldt ’drugrape’ (en voldtægt, hvor gerningsmanden har bedøvet sit offer med f.eks. narkotika eller sovepiller før overgrebet, red.).
»Men selv dér, synes jeg, det er et mærkeligt spørgsmål at stille. For hvis du ikke er hundrede procent ved bevidsthed, så har der heller ikke været samtykke til samleje. Hvis det forholdt sig sådan, er det jo automatisk et nej til sex, for så har jeg i hvert fald ikke sagt ja,« siger han.
Et halvt år senere fik han en opringning fra politiet, der oplyste, at de henlagde sagen, da de ikke havde spor eller beviser at gå efter.
Angst for at gå ud
Efter undersøgelserne på Rigshospitalet blev Mikkel Radicke for otte år siden tilbudt kriseterapi, men på det tidspunkt valgte han at sige nej tak.
»Nu, mange år efter, tænker jeg, at det ville jeg faktisk gerne have haft. For hvor kunne jeg have været nu, hvis jeg havde fået hjælp dengang? Før jeg fik frataget min egen selvbestemmelsesret, havde jeg aldrig forestillet mig, hvor absurd frihedsberøvende en oplevelse det er. Det er som et fængsel,« siger han.
For Mikkel Radicke har overgrebet betydet, at han i dag har udviklet social angst. Voldtægten og den efterfølgende oplevelse hos politiet var dét, der gjorde, at han ikke tog hen på den nærmeste politistation, da han for tre år siden igen blev udsat for et overgreb.
Sammen med en flok venner og bekendte havde han været i byen. De havde drukket og også taget stoffer. Da nat begyndte at blive til dag, tog de til en morgenfest hjemme hos en mand, som Mikkel Radicke følte sig tiltrukket af. Han ville gerne være sammen med ham, og de endte i hans soveværelse.
Mikkel Radicke bad manden om at tage et kondom på, men han nægtede, og Mikkel Radicke trak derfor sit tilbud om sex tilbage.
Derefter forsøgte manden angiveligt at presse på, og forsøgte at få Mikkel Radicke til at tage flere stoffer for at slappe af.
»Efter jeg havde sagt nej, endte vi med at putte, men han stak to fingre op i mig og trak bagud. Det gjorde megaondt.«
Alligevel blev han og overnattede.
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev. Jeg ville ønske, jeg var gået. Når jeg tænker tilbage, har jeg aldrig før set et større rødt flag foran mig, end jeg gjorde dér, men jeg ignorerede det. Når man er lidt forelsket i nogen, kan det være svært.«
Da han vågnede om morgenen, mærkede han, at noget var galt.
»Jeg ved ikke, om han havde voldtaget mig, eller hvad der er sket i løbet af natten. Jeg vidste bare, at mine grænser var blevet overskredet, så jeg flygtede derfra. Da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, at jeg blødte,« forklarer han.
Alligevel valgte Mikkel Radicke ikke at gå til politiet.
Ingen beviser
»Jeg kunne ikke gøre noget, for jeg kunne ikke bevise noget. Ligesom første gang. Det skræmte mig fra at gøre noget. Men i dag banker jeg mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke gjorde mere for at stoppe ham. Jeg føler, jeg burde stå foran hans hoveddør og skubbe ham ind, hver gang han prøver at komme ud, så han ikke kan gøre noget lignende ved andre,« siger han.
Da Mikkel Radicke senere ved et tilfælde mødte manden i byen, valgte han at konfrontere ham med dét, der var sket i lejligheden.
»Han grinede bare, da jeg sagde, han havde overskredet mine grænser. Han sagde, at jeg selv havde bedt om det. Men han fortalte ikke, hvad han præcist havde gjort, så det ved jeg stadig ikke. Og han undskyldte heller ikke.«
Han er ikke i tvivl om, hvilket af de to overgreb der var værst. Første gang, hvor han ikke kan huske, hvad der skete, eller anden gang, hvor han ved, hvem der gjorde det. Anden gang var værst.
»Fordi han grinede mig op i ansigtet, som om det var en tur i Tivoli.«
Hændelsen har sat sig i ham og haft stor indflydelse på hans liv.
Mikkel Radicke har aldrig siden været på den natklub, hvor de festede den aften. Han har udviklet en social angst, som gør, at han kun sjældent er i det offentlige rum. Når han bevæger sig ud, er det kun på steder, hvor han føler sig sikker på, at manden fra lejligheden ikke dukker op, og hvor der ikke er særligt mange mennesker.
»Hvis jeg bliver inviteret til et arrangement, hvor jeg tænker, der er risiko for, at han også dukker op, holder jeg mig væk. Der er natklubber og restauranter, jeg ikke længere kommer på af samme grund. For jeg har ikke lyst til, at han skal grine mig op i ansigtet igen, fordi han har ’fået lov’ til at gøre, som han ville.«
Ret til egen krop
I dag taler han offentligt om voldtægten. Når han gør det, får han ofte mange henvendelser fra andre, der synes, det er ’stærkt’, at han tør tale om det, fordi de selv skammer sig.
Som regel får han kun beskeder fra kvinder, kun en enkelt gang er han blevet kontaktet af en mand.
Selv mener han, at det er vigtigt, at man råber op om voldtægt, overgreb og krænkelser, så der kan blive sat fokus på det og blive gjort noget ved det.
»Vi skal anerkende, at det her er et problem. Mænd skal ikke være bange for at stille krav til hinanden, så vi kan få brudt med den her voldtægtskultur, som der ikke er blevet gjort noget ved i mange år,« siger han, der gerne vil gøre op med tanken om, at det er offeret, der bærer skammen efter en voldtægt.
»Der er folk, der dør af det her, fordi de ikke kan holde ud at leve videre efterfølgende. Men vi skal ikke ses som svage mennesker. At man overhovedet kan sidde og være her på trods af dét, man har været igennem, det er fucking sejt. At man kan blive ved med at gå ud i verden uden at vide, om man møder den person, der har krænket dig, det kræver jo så meget. Vi skal lade være med at være så berøringsangste over for at tale om at sætte grænser for andre mennesker.«
Mikkel Radicke understreger, at han ikke mener, at alle mænd er ’stygge mennesker’.
»Men vi er nødt til at være mistænksomme over for alle de mennesker, vi mødes med, fordi vi ikke automatisk kan føle os sikre eller trygge. For vi har ret til at bestemme os vores egen krop.«
