Den amerikanske førstedame, Michelle Obama, blev mødt med klapsalver af en hundredtallig menneskemængde på Amalienborg Slotsplads.

Den amerikanske førstedame, Michelle Obama, blev mødt med klapsalver, da hun torsdag satte fødderne på Amalienborg Slotsplads for at deltage i kongehusets bespisning af såvel toppen af Den Internationale Olympiske Komité, det spanske regentpar som det amerikanske talkshow-ikon, Oprah Winfrey, samt repræsentanter fra Tokyo og Rio.

Men stjernen over dem alle var altså Obama, og allerede da hendes kortege af firhjulstrukne Chevrolet Surbubans satte de første dækaftryk på slotspladsen, jublede tilskuerne hende frem mod den danske dronning, der iklædt et pink dress og hvid håndtaske lyste gevaldigt op blandt de mange sorte biler med tonede ruder.

Og selvom førstedamen blot var synlig for offentligheden i få sekunder, så tog det ikke glæden fra tilskuerne.

- Vi har stået her en time, men det har været det hele værd, selvom hun jo ikke vendte sig om og vinkede, lød den 21-årige Tammie.

Blandt de fremmødte var også et sjak af håndværkere, der alle stod klar med hævede mobiltelefoner for at forevige øjeblikket med et billede.

- Du skal ikke sige det til min chef, men vi har faktisk stået her det meste af en time, lød det klukkende fra håndværkeren Bent, der sammen med kollegerne holdt pause fra arbejdet med at ombygge kronprinsparrets kommende hjem i Frederik VIII's palæ, hvor der ifølge håndværkerne blandt andet skal gøres plads til en privat hjemmebiograf.

Efter Michelle Obamas ankomst var det så det spanske regentpars tur til at ankomme. Det foregik dog under en noget mere afdæmpet lydkulisse fra tilskuerne, der blandt meget andet talte tyskere, nordmænd og ikke mindst amerikanere, der benyttede lejligheden til at se deres førstedame på nærmeste hold.

/ritzau/