Foto: Michelle Hviid

Det er en befrielse at være 45 år.

For nylig var jeg inviteret til at deltage i en paneldebat med Emma Holten og Nikita Klæstrup. Vi talte om sociale medier og tonen på nettet ...
Fy for helvede, den er rå – tonen. Folk er rå.
Jeg får også min andel af kommentarer, men den er lille i forhold til de yngre kvinders.
De bliver kaldt ’luder’, ’skrigeskinke’ og ’kælling’. Ord min mor har lært mig, at man ikke skal kalde andre mennesker.

Jeg tror selv, at forklaringen skal findes i min alder. Jeg er simpelthen ikke længere en trussel mod de værste internettrolde.
Jeg kan givetvis stadig få enkelte op i det røde felt. Men typisk er de også blevet ældre og vil hellere have et stykke højt belagt smørrebrød – end at gå agurk på mig.
Og det er simpelthen heller ikke nær så sjovt at gå agurk på mig, som det var engang. For jeg reagerer ikke mere, jeg tænker, at det næppe handler om mig, men om afsenderen.

Michelle Hviid BYLINE

Ikke fordi jeg har besluttet at ignorere kommentarer, men simpelthen fordi jeg er blevet for gammel til, at de har en effekt på min puls.

For ikke længe siden var jeg i selskab med ca. 20 andre kvinder til en workshop, som bl.a. handlede om såkaldt skyggearbejde. Skyggearbejde er en slags selvterapi, hvor man kigger på person-karakteristika, der tricker èn negativt, og undersøger, hvorfor det netop er de ord, der ’taler’ til os. (Mine skyggesider er ’nærig’ og ’doven’, de to karakteristika pisser mig maks. af. Men jeg kunne godt trænge til at være både mere nærig (siger banken), og mere doven (siger min krop).)

Til formålet fik vi præsenteret en kvinde. Vi skulle forestille os, at vi stod på en natklub. Tæt på baren stod hun og dansede. Æggende, provokerende, med sexet tøj, måske med bar mave og helt sikkert med rød læbestift, vred hun sig med røven i alle tænkelige yderpositioner. Hun fyrede den af – og især mændene i rummet havde et øje på hende. Nu var øvelsen at blive bevidst om, hvad hun ’tændte’ i os. Hvilke ’skygger’ hun kastede. Der var mange.

MichelleHviid

Reaktionerne på hende var, at hun var billig, sølle, havde dårligt selvværd (hvorfor har hun det behov?), var smådum, etc og etc.
Jeg kan sagtens huske, hvad 20-årige Michelle ville have tænkt om hende, og 25-årige Michelle, og 30-årige Michelle. De ville heller ikke have været hende venligt stemt – for yngre Michelle syntes, at det var nemmere at finde fejl hos dem, der havde dét, jeg ikke selv havde, end det var at forholde mig til min misundelse.

Men jeg noterede mig, at jeg nu tænkte: ’Hold kæft, hun er en fest. Hende kan jeg godt lide’. (Måske (sandsynligvis) er hun faktisk indimellem – mig.) Som jeg er i dag, hvor jeg efterhånden har lært at følge min lyst og skide på smagsdommerne.
Nu, hvor jeg er 45 år, er min indre smagsdommer gået i seng eller gået ind for at læse en bog. Og så kan man endelig slå sig løs.
I dag ser jeg kvinden i baren som smuk og sjov, men ikke som en trussel mod hverken mit kvindebillede eller min fremtidige mulighed for at formere mig med den stærkeste alfahan i lokalet.
Faktisk tænkte jeg: ’Gid hun var min datter’. Jeg håber, at mit fokus på, at min egen datter skal vokse op uden skyld og skam, gør, at hun kan danse sexet, når det er dét, hun har lyst til.
Og jeg håber, at alle dem, der står og kikker og tænker ’billig’, ’sølle’, ’smådum’, ikke vil stoppe hende. For hun skal selvfølgelig nok passe på sig selv.

Michelle Hviid BYLINE

Det glæder mig, at der findes den slags workshop, så kvinder, der er vokset op med skrækbilleder og skyld og skam, hurtigere kan sætte sig selv fri.
Men hvis det er svært? Og dét er det for de fleste  – så kan jeg glæde dem med, at alderen løser (også) dét problem.

En dag vågner man op og sætter sig selv fri.
Man opgiver at prøve at holde styr på, hvad alle (typisk andre kvinder) tænker om én.
Og når dét sker, så vrikker man med røven, ligesom man har lyst.

Jeg er 45.
Jeg er fri.
Jeg danser, som jeg vil.

SMS

Hitter på Facebook