De fleste kæmper for at holde døden på afstand. Den tidligere FN-soldat Michael Christensen har kæmpet en hård kamp for at ikke at byde den velkommen.
- Jeg har flere gange overvejet selvmord. Jeg har endda på et tidspunkt overvejet at tage min søn med mig. Det gør jeg ikke mere, men så langt ude har jeg været, siger Michael Christensen.Den 4. august 1995 blev den tidligere korporals liv smadret af en granat fra en kroatisk kampvognsskytte. Granaten dræbte hans kammerat, sergent Claus Gamborg, og slog Michael Christensens liv fuldstændig ud af kurs. I de 16 år, der er gået siden, har Michael Christensen levet med følelsen af, at det var hans skyld, at kammeraten døde.
For havde han slået til, da chancen bød sig, kunne meget være ændret den ulyksalige dag i august.
Havde serber på kornet
- Tidligere på morgenen havde jeg haft en serbisk kaptajn på kornet. Han sigtede med en panserværnsraket mod vores mandskabsvogn. Hvis jeg havde skudt ham, kunne vi være kommet væk. Jeg tænker hele tiden, at havde jeg gjort det, ville Claus have været i live i dag. Jeg ville godt kunne leve med at have skudt en mand i krig. Men at se sin kammerat blive skudt og ikke at kunne gøre noget. Det ødelægger psyken.
Men i går kunne B.T. afsløre, at soldaternes øverste chef, oberst Jørn Jensen, var advaret om truslen mod Claus Gamborgs deling, men undlod at trække delingen ud.
Bare 800 meter
På trods af gentagne advarsler om, at den danske forpost lå i vejen for et storstilet angreb fra kroaternes side, blev Michael Christensen, Claus Gamborg og deres kammerater ikke evakueret fra posten ND 46.
- Man kunne evakuere hele ambassader, men man kunne ikke finde ud af at få seks mand ud, selvom man var advaret flere dage i forvejen om, at det var farligt for os at være der.
De skulle bare have trukket os 800 meter tilbage til vores delingslejr, så havde vi været i sikkerhed. Jeg håber, han (oberst Jørn Jensen, red.) har sovet lige så dårligt, som jeg har de sidste 16 år, siger Michael Christensen, der i dag er 42 år.
- Vi var observatører og havde ikke mandat til at skyde. Vi blev overmandet og afvæbnet af serberne. Jeg havde stadig en granat, som de havde overset.
Ellers havde vi ingen våben og ingen radio. Jeg tænkte, at nu skal vi dø, siger han. Mens gråden prikker på stemmebåndet og truer med at slå sprækker i den tidligere korporals spinkle forsvarsværker.
Som serbernes gidsler sad de danske soldater på jorden med hænderne foldet bag nakken.
- Kroaterne vidste godt, at vi var der, men ikke hvor vi var.
Jeg var presset og sagde igen og igen til Claus. Vi overlever ikke.
Vi overlever ikke. Jeg tror, jeg sagde det fem gange til ham. Til sidst så han på mig og sagde. Jeg tror, du har ret, vi overlever ikke.
Danskerne blev ført ind i et lille skur. Da loftet begynder at smuldre over deres hoveder, siger Michael Christensen til sin kammerater:
Løb pludselig ud på vejen
- Vi folder hænderne, det er den eneste måde at komme væk på.
Pludselig løb Claus Gamborg ud på vejen, mens han viftede med sin blå hjelm/kasket. Sekundet efter blev han ramt af fragmenter af en kroatisk granat, der slog ned få meter fra ham.
Ligesom flere af de fem kammerater, der overlevede angrebet på post ND 46, har Michael Christensen siden kæmpet mod massive psykiske eftervirkninger.
- Jeg lider af posttraumatisk stresssyndrom. Jeg har ikke kunnet holde på et job, jeg har drukket for meget, mistet to ægteskaber, og min økonomi har ligget i ruiner, for jeg har ikke kunnet overskue noget så simpelt som at åbne postkassen.
De sidste seks måneder har Michael Christensen været på medicin. Medicin, der hjælper ham til at holde styr på hverdagen.
- Det passer ikke, at tiden læger alle sår. Jeg må leve med, at jeg ikke gjorde mit arbejde godt nok. Jeg har haft det ad helvede til og har det stadig.
Men i dag har jeg endelig fået et job i Kastrup lufthavn, som jeg kan klare. Mit tredje ægteskab holder på fjerde år.
Men det allervigtigste i mit liv er min ni-årige søn. Var han her ikke, havde jeg taget billetten for længe siden, siger han.
hlho@bt.dk
