Som juridisk leder af Bagmandspolitiets Sporingsgruppe er specialanklager Michael Ejlerskov helt bogstaveligt på én stor skattejagt. Lige nu efter de 12,3 milliarder, som Skat er blevet malket for.

Når 42-årige Michael Ejlerskov hver morgen ankommer med S-toget til Vesterport Station i Københavns centrum, flyder han med strømmen, glider ind i menneskemængden, er blot én af hundredvis af fortravlede danskere på vej på job.

Så tager han et par håndfulde skridt op i gadeplan, krydser Vester Farimagsgade, passerer Netto og åbner den tunge glasdør ind til Kampmannsgade 1. Fra dét øjeblik skiller han sig ud fra mængden.

Michael Ejlerskov er nemlig skattejæger. Helt bogstaveligt.

Som juridisk leder af Bagmandspolitiets Sporingsgruppe, er det ham, der skal grave de penge frem, som andre har snydt systemet for. Lige nu de 12,3 mia. som Skat er blevet malket for af et internationalt svindel-netværk.

Hvordan det går med den jagt, er tophemmeligt.

»Sådan er vores arbejdsvilkår,« siger Michael Ejlerskov med et skuldertræk om at have et arbejde, der - indtil en sag er afsluttet - er tys tys.

Det vender vi tilbage til.

Der er ikke meget på hans kontor, der røber, hvad han beskæftiger sig med. En reol, fyldt med ringbind, et skrivebord med stabler af grønne sagsomslag. På væggene et par fodboldplakater, gemt væk i et hjørne en stor klar plast-sæk med tomme cola-dåser og pantflasker fra citrus-vand.

»Men de her må jeg godt fortælle om,« siger han, og hiver en stak laminerede fotos op fra skuffen. Fangst-fotos. Af de vildeste og mest usædvanlige beslaglæggelser som Michael Ejlerskov har været med til.

En helikopter, et fly, en russisk bjælkehytte og en Adidas skotøjsæske fyldt til randen med 50 pund sedler er blot nogle af dem.

Michael Ejlerskov lægger ikke skjul på, at flyet nok er det vildeste. Et eksklusivt privatfly - et Beechcraft 1900D med plads til 19 passagerer som på brugtmarkedet står til 2,5 mio. dollars -  som sporingsgruppen hjalp deres hollandske kolleger med at beslaglægge.

Dette eksklusive 19-personers privatfly er en af de vildeste opgaver, Michael Ejlerskov har været på. Ikke kun pga flyets værdi, men også de mange praktiske overvejelser der fulgte i kølvandet på beslagslæggelsen.
Dette eksklusive 19-personers privatfly er en af de vildeste opgaver, Michael Ejlerskov har været på. Ikke kun pga flyets værdi, men også de mange praktiske overvejelser der fulgte i kølvandet på beslagslæggelsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Bagmandspolitiet
Vis mere

»Men der var jo alt det praktiske, der også skulle tages stilling til. Flyet var ved at blive repareret i Danmark, så skulle vi stoppe al reparation her og nu eller pumpe penge i gøre den færdig? Det var det første dilemma.

Så var der hele spørgsmålet om, hvor vi skulle opbevare det. Det befandt sig i en hangar i Jylland, og stillede vi det udenfor, hvad så hvis det blev ramt af et lyn?

Og oveni det fik vi oplyst, at hvis motorerne ikke blev startet en gang om ugen, så røg fabriksgarantien.«

Alene minderne får Michael Ejlerskov til at se helt stresset ud.

Han ryster på hovedet. Og griner så lidt af alle de uventede gøremål, der også en del af ‘arbejdsvilkårene’ i Sporingsgruppen.

Som nu at fjerne muselorte.

Når en forbryder varetægtsfængsles og hans ejendele beslaglægges, er det politiets ansvar, at ejnedelene ikke forfalder og dermed forringer sin værdi. Det gælder også, når musene når været på spil! 
Når en forbryder varetægtsfængsles og hans ejendele beslaglægges, er det politiets ansvar, at ejnedelene ikke forfalder og dermed forringer sin værdi. Det gælder også, når musene når været på spil!  Foto: Jens Nørgaard Larsen/Bagmandspolitiet
Vis mere

»Det var i et kolonihavehus i Nordjylland,« forklarer han og peger på billedet af et meget sortplettet gulv.

»Ejeren var varetægtsfængslet og huset beslaglagt. Og dér er det politiet, der har ansvaret for, at det ikke forfalder og dermed forringer sin værdi.

Pludselig blev vi ringet op af haveforeningens formand, som dels syntes, at græsset var blevet lovlig højt, dels oplyste, at flere naboer havde set nogle små sorte dyr rende rundt i haven.

Det viste sig så, at det var mus og at der var muselort spredt ud over gulvet inde i huset. Og det er jo os, der skal sørge for at finde en løsning på det.«

Det er dog oftest væsentlig større skadedyr, der skal indfanges i Sporingsgruppens net.

Både Stein Bagger, Anni Fønsby og Peter Brixtofte er nogle af de store sager, som Michael Ejlerskov i sin karriere som specialanklager har været involveret i og stået bag.

Én million kroner i 500 euro-sedler. Så meget står Michael Ejlerskov her med. Beslaglæggelsen af flere millioner i kontanter samt smykker og ure fandt sted i 2014 i København. 
Én million kroner i 500 euro-sedler. Så meget står Michael Ejlerskov her med. Beslaglæggelsen af flere millioner i kontanter samt smykker og ure fandt sted i 2014 i København.  Foto: Jens Nørgaard Larsen/Bagmandspolitiet
Vis mere

Sporingsgruppen - som består af syv personer - blev oprettet i 2007 efter direktiv fra EUs ministre. I stedet for kun at fokusere på at få de kriminelle dømt og straffet, var - og er - strategien at angribe forbryderne på pengepungen.

Michael Ejlerskov blev juridisk leder af den nyoprettede gruppe af pengejægere, et arbejde, der primært foregår bag skrivebordet på Kampmannsgade 1.

»Vi gennemgår bankoplysninger, skatteoplysninger, forbereder diverse aktioner, razziaer og beslaglæggelser. Vi bruger de samme efterforskningsmidler som politiet bruger i almindelige sager. Vi bruger dem bare med henblik på at finde penge,« forklarer han.

Til tider, fortæller han, kræver det dog en ekstra indsats at finde dem. Som nu f.eks. i en sag vedrørende narkokriminalitet i Nordjylland, hvor fundet af de 1,6 mio. kr. nærmest havde Olsen Banden-dimensioner.

For pengene lå i et pengeskab, der var støbt ned i fundamentet under et skab med falsk bund i bryggerset.

I bedste Olsen Banden stil havde en narkobagmand skjult sine penge godt. De lå i et pengeskab, der var støbt ned i gulvet under en falsk bund i et bryggersskab! 1,6 mio. kr. var der. 
I bedste Olsen Banden stil havde en narkobagmand skjult sine penge godt. De lå i et pengeskab, der var støbt ned i gulvet under en falsk bund i et bryggersskab! 1,6 mio. kr. var der.  Foto: Jens Nørgaard Larsen/Bagmandspolitiet
Vis mere

»Alene opbevaringsmåden siger noget om, at vi har fat i noget,« siger Michael Ejlerskov om fundet, der blev gjort af politiet under en ransagning hos hovedmanden.

»Det er jo ikke helt almindeligt at gemme sine penge på den måde,« tilføjer han med et smil. Og insisterer på, at Sporingsgruppen er alle pengene værd.

»Hvis vi regner værdien af beslaglæggelser ud i forhold til, hvor mange vi er, så er vi tjent rimeligt ind,« mener Michael Ejlerskov, hvis gruppe - fraregnet den nuværende skattesvindel-sag - gennemsnitligt har hevet 10 mio. kr. om året hjem i beslaglæggelser. Pr. mand.

»De kommer fra kasser med smykker og ure, masser af penge når vi er heldige, bankindeståender, friværdi i ejendom, biler, indbo, designerting, malerier. Alt der i bund og grund har en værdi,« forklarer han.

Denne helikopter har Ejlerskovs sporingsgruppe også beslaglagt. Dog på vegne af deres finske kolleger. 
Denne helikopter har Ejlerskovs sporingsgruppe også beslaglagt. Dog på vegne af deres finske kolleger.  Foto: Jens Nørgaard Larsen/Bagmandspolitiet
Vis mere

Om der kommer ‘masser af penge’ ud af den omstridte skattesvindel-sag på 12,3 mia. kr., vil vise sig.

Indtil videre har gruppen kun opsporet 2,1 mia. kr.

»Jeg må ikke kommentere på det,« understreger han. Stram i blikket og med strenge rynker i panden.

»Helt generelt og principielt sætter vi sjældent beløb på, hvor meget vi håber at finde. Når en sag er slut, er det vigtigste for os at føle, at vi har gjort alt, hvad vi kunne og forfulgt alle de spor, vi overhovedet havde for at finde pengene.

Så kan det godt være, at det i nogle sager kun lykkedes at finde ti eller 20 pct., men hvis det det er fordi, at alle de spor vi løber efter, løber ud i sandet, så er det sådan, det er.«

Når Michael Ejlerskov sidst på eftermiddag smækker den tunge glasdør efter sig, og tager linje B mod Holte nord for København, er det slut med at være skattejæger. Så bliver han ægtemand. Og far til to børn.

Jobbet taler de ikke om. Tavshedspligten gælder også i hjemmet.

»Om det generer min kone? Slet ikke. Hun vil helst ikke vide noget om det.«