Hvis du bliver syg af kræft, kan det være en hård og udmattende behandling. Det er ikke kun hårdt fysisk, for det psykiske kan også være svært, når man frygter at forsvinde.
En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at hver anden, der rammes af brystkræft, har svært ved at tale om deres følelser med familien, når de rammes af brystkræft.
Men det er vigtigt, at både patienter og pårørende taler sammen om sygdommen, mener psykolog Gitte Bowman Bak fra Kræftens Bekæmpelse:
»Vi skal have modet til at tage de svære samtaler, også dem, som handler om det værst tænkelige. Men ofte sidder parterne og føler sig alene med tankerne, fordi de hver især er bange for at gøre deres omgivelser kede af det og bange,« siger Gitte Bowman Bak.
I undersøgelsen, hvor Kræftens Bekæmpelse har adspurgt 190 af deres medlemmer fra deres Brugerpanel, kommer det frem, at hver anden har haft problemer med at tale om tanker om døden og de psykiske reaktioner. I undersøgelsen kommer det også frem, at 47 procent har haft svært ved at tale med børnene om sygdommen.
Mette fik konstateret brystkræft i januar: ”Jeg følte mig utilstrækkelig alle steder”
I december mærkede den dengang 32-årige Mette Rasmussen en knude, og 2. januar fik hun beskeden om, at det var brystkræft. Hun gennemgik to operationer og fik forbyggende stråler og kemo. Men på trods af den livstruende sygdom, havde Mette Rasmussen svært ved at tale om sygdommen med sine pårørende.
»Til at starte med tog jeg min Pippi-hat på og prøvede at klare det hele. Jeg fik det jo hurtigt fjernet, så jeg tænkte, at jeg ikke kunne være bekendt at sige, hvor hårdt det var for mig,« siger Mette Rasmussen.
Det betød, at Mette Rasmussen begyndte at få angstanfald, og hun begyndte at blive hård mod sin kæreste, fordi hun var bange for at vise, hvor utilstrækkelig hun følte sig.
»Jeg følte mig ramt alle steder, på min mor-rolle og min kæreste-rolle. Jeg var fuldstændig flået fra hinanden. Jeg følte hele min identitet forsvandt, fordi jeg var så utilstrækkelig alle steder,« siger Mette Rasmussen og tilføjer, »Selvom min egen mor havde brystkræft, snakkede vi aldrig om min frygt, fordi jeg ikke kunne sige det højt.«
Derfor tog hun problemet op med sin psykolog for at lære, hvordan hun skulle håndtere frygten, der ramte med kræften. Og efter samtalerne med psykologen blev Mette Rasmussen bedre til at håndtere sygdommen.
»Det lærte mig at sige, jeg er mega bange, og hvis nogle spørger, hvordan jeg har det, så vil jeg være helt ærlig,« fortæller Mette Rasmussen. For selvom Mette er færdig med behandlingen og nu kun går til årlige tjek, så sidder tankerne stadig i hende.
»Den ene dag sagde jeg, 'jeg glæder mig så meget til, at mit hår er langt igen'. Bagefter kommer tanken: 'hvis det altså får lov at blive langt',«.
33-årige Mette Rasmussen er kærester med Simon, som hun sammen har to børn med. Asmus på 7 år og Storm på 3 år.
Råd fra Mette til pårørende til en kræftsyg:
- Du skal være vedholdende, og klar til at snakke med den syge.
- Når du spørger, hvordan det går, så vær klar på at svaret ikke nødvendigvis er godt. Vær klar på den hårde snak.
- Lad være at sige, ’Det skal nok gå’ sig i stedet ’Det er hårdt og pisse un-fair, men du skal nok komme igennem det’.
- Forvent ikke den syge bede om hjælp. Tilbyd i stedet for at hjælpe. En støvsugning eller en kop kaffe kan være guld værd.
