Det københavnske metrobyggeri over støjgrænserne dagligt. Københavns teknikborgmester kræver tilsynet med byggeriet strammet op.

Høj blodtryk, hovedpine og stress. Det er nogle af konsekvenserne for naboerne til de mange byggepladser, der er etableret i forbindelse med anlæggelsen af Københavns Metro Cityring.

Interne støjrapporter, som dagbladet Politiken er kommet i besiddelse af, viser, at kommunens tilladte udendørs støjgrænse i dagtimerne systematisk er blevet overskredet.

Hen over sommeren er naboerne blevet udsat for grænseoverskridende larm på seks forskellige byggepladser. Ifølge rapporterne har beboerne omkring metrobyggepladserne på Nuuks Plads og Aksel Møllers Have været hårdest ramt. Her blev støjgrænserne overskredet i henholdsvis 41 dage i maj og juni samt 40 dage i juni og juli.

Også omkring metrobyggepladsen ved Københavns Hovedbanegård lider naboerne under voldsomme støjgener. Kommunens Center for Miljø har i Stampesgade målt støj på 93 decibel uden for vinduerne – det tilladte er 70 decibel – mens der inde i lejlighederne bag lukkede dobbeltvinduer er målt op til 65 decibel, svarende til høj samtale eller trafikstøjen fra en travl gade.

I et internt notat kalder embedsmændene støjniveauet i lejlighederne »voldsomt«, skriver Politiken.

Ifølge overlæge Ture Andersen, Høreklinikken ved Odense Universitetshospital, kan larmen være sundhedsskadelig:

- At blive udsat for op mod 65 decibel i sin lejlighed i månedsvis er ikke livstruende, men det er en ganske markant stressfaktor. Fordi man ikke kan få fred og ro, er der en risiko for at udvikle egentlige stresssymptomer som dårlig hukommelse, søvnproblemer og forhøjet blodtryk, siger han.

Hos Metroselskabet erkender man, at byggeriet støjer for meget.

- Men det har hele tiden været forudsat, at vi ikke kunne gennemføre byggeriet uden at få dispensationer, siger kundedirektør Rebekka Nymark, der dog indrømmer, at man ikke har fået dispensationerne.

Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) mener ikke, at naboerne skal tvinges til at leve med støjen fra metrobyggeriet.

- Der er et regelsæt, der skal følges. Det her er altså rigtig, rigtig alvorligt, siger borgmesteren til Politiken.

Hun fortæller, at hun har bedt Center for Miljø om at stramme op og skærpe tilsynet med metrobyggeriet:

- For det er også kommet bag på mig, at min egen forvaltning ikke har haft mere styr på det.

Kommunens teknik- og miljøudvalg skal mandag aften behandle et forslag om at udvide arbejdstiden for anlægsarbejder med en time på hverdage og ni timer om lørdagen.

Men forvaltningen har indstillet til politikerne, at de nye lempelige regler ikke skal gælde for Cityringen. Arbejdstid og støjgrænser for metrobyggeriet vil i stedet blive behandlet byggeplads for byggeplads.

BNB