Hvis man er tilhænger af en hvid jul, så tegner det godt her 11 dage før juleaften. - Chancen for en hvid jul er større end normalt, og det vil i givet fald være en sensation, hvis det sker, for vi aldrig har haft to år i træk med en hvid jul, siger Peter Tanev fra TV 2 Vejret.

I det hele taget er det noget af en vejrmæssig gyser, hvis man som meteorolog allerede nu skal forudsige, om det bliver en hvid jul eller ej. - De kommende to torsdage bliver helt afgørende. På torsdag kommer der nedbør. Det store spørgsmål er, hvor meget, der kommer som sne og hvor meget, der kommer som regn. Får vi en ordentlig dyne sne i det meste af landet, så vil det kolde vejr betyde, at det bliver liggende frem til juleaften, forklarer Peter Taven - Men så kommer næste usikre punkt: Torsdag og fredag i næste uge presser varmen sig på sydfra. Men er det varmen eller kulden, som vil vinde? Personligt tror jeg, at kulden vinder, fordi der stadig vil være så store kuldegrader nord for Danmark, siger Peter Tanev. - Når der kommer megen nedbør torsdag, så er chancen for sne større jo mere østpå, vi kommer i Danmark. Det hænger sammen med, at den østlige del af landet rammes mere af den kontinentale vinterkulde østfra, siger energimeteorolog Steen Hermansen, DMI Marine Service, og han slår ligesom Peter Tanev fast, at kulden ser ud til at holde sig helt frem til jul. Allerede nu tyder det på som helt sikkert, at det bliver hvid jul på Bornholm i år. Hvis man er en gambler, og spiller på, at det ikke bliver en hvid jul i Østerlars på Bornholm, hvor målingerne foregår, så vil man i Danske Spils Oddset få pengene 4,95 gange igen. Til gengæld giver det kun pengene 1,1 gange igen, hvis man spiller på, at det bliver en hvid jul på Bornholm.

Se det igen: Vejrekspert: Det bliver en snefyldt vinter