Den danske popdronning Medina afviser, at hun tirsdag aften kom for sent til kendis-bal i Riddersalen på Christiansborg Slot, hvor 300 af Danmarks mest kendte kulturpersonligheder var inviteret til bal af dronning Margrethe.

Normalt er det kutyme, at Hendes Majestæt ankommer som den sidste, men lige netop den etikkette lod til at blive brudt tirsdag aften. Her ankom den danske sangerinde Medina ifølge flere danske medier for sent til aftenens festligheder, arm i arm med sin nye flirt modellen Sebastian Baui Lund.

Aftenens indbudte kendisser skulle efter planen være ankommet mellem kl. 18.30 og 19.15, men sangerinden lod til at komme hele 10 minutter for sent til det fornemme arrangement.

Derfor var det også en yderst ordknap Medina, der ikke havde meget tid til overs for de ventede pressefolk, inden hun skyndte sig videre.

»Sådan er det bare med mig tit,« forklarede sangerinden om forsinkelsen til TV2.

Foruden Medina selv ankom også skuespilleren Thure Lindhardt for sent til festlighederne, og det falder næppe i god jord hos dronning Margrethe, hvis man spørger kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke.

»Etiketten er helt klart, at Dronningen ankommer til sidst som værten og statsoverhovedet, og det er et stort brud på etiketten at komme efter hende. Jeg kan simpelthen ikke huske, at der er fortilfælde, hvor nogen gæster er ankommet til sådan en form for arrangement efter Dronningen,« fortæller han til BT.

Men dagen derpå afviser Medina dog selv på Instagram, at hun skulle have jokket i spinaten og ankommet for sent til festen.

'Og jo.. Vi kom til tiden. Lad jer endeligt ikke narre af den fantastiske måde medierne kan dreje tingene på,' skriver hun blandt andet i sin opdatering.

På trods af den nye udlægning fra hovedpersonen selv så fastholder BT's udsendte reporter, at den danske popdronning kom flere minutter for sent, og først ankom efter Hendes Majestæt dronning Margrethe.