Flere politibetjente er angiveligt gået ind i et af de tilbageholdte tog i Rødby for at bringe dehydrerede børn på skadestuen.

Politibetjente fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi er gået ind i et af de tilbageholdte tog i Rødbyhavn for at bringe et antal flygtningebørn på hospitalet. Det oplyser Jyllands-Postens udsendte fotograf til avisen.

De flygtninge og migranter, som opholder sig i togene, nægter fortsat at komme ud, ligesom de nægter at modtage hjælp fra politiet - herunder at modtage vand eller mad fra de danske betjente.

»De migranter, som befinder sig i toget, nægter at modtage vand og mad, fordi de ikke vil have noget at gøre med det danske politi. Flere børn er derfor ved at være dehydreret i det varme tog, som holder midt i solen,« siger Jyllands-Postens fotograf, Ida Munch, som har befundet sig i Rødby hele onsdagen, til avisen.

Derfor fjerner politiet nu tre børn fra deres forældre mod forældrenes vilje. Børnene bliver kørt med ambulance til hospitalet, hvor de skal under behandling.

»Forældrene råber og skriger og forlanger deres børn tilbage,« siger Ida Munch til jp.dk.

Forældrene har mulighed for at ledsage deres børn til hospitalet.

Toget har holdt stille siden natten til tirsdag. Onsdag morgen ankom endnu et tog, og her nægter flygtninge også at lade sig registrere af de danske myndigheder.