I 2006 blev overdirektør Erik Aller informeret om det norske Se og Hørs mulige brug af kilder i kreditkortselskaber. Sagen ligner den danske Se og Hør-skandale til forveksling.

Se og Hør-skandalen trækker angiveligt tråde hele vejen til Aller-koncernens topledelse.

I hvert fald har overdirektør Erik Aller ifølge MediaWatch kendt til de journalistiske metoder, den norske udgave af Se og Hør for år tilbage angiveligt brugte for at skaffe informationer om Norges kendte og kongelige. Metoderne ligner til forveksling dem, som dansk Se og Hør beskyldes for at have brugt for at få kendtes kreditkortoplysninger.

MediaWatch skriver fredag, at Erik Aller i 2006 så igennem fingre med Se og Hørs norske søsterblads sorte betaling af kilder og brugen af kilder i kreditkortselskaber, der fremskaffede oplysninger om kendte personers konti.

Norsk Se og Hørs daværende chefredaktør, Odd Johan Nelvik, orienterede i 2006 Erik Aller om, at bladet betalte sorte penge til kilder og også havde hemmelige kilder i kreditkortselskaber og flyselskaber.

Det viser et indtil videre hemmeligt notat, som MediaWatch har set.

Det er Odd Johan Nelvik, der har skrevet det omtalte notat. Heri informerer han sin bestyrelsesformand om bladets håndtering af en bog, som en tidligere Se og Hør-journalist, Håvard Melnæs, var ved at skrive om bladets metoder.

»Vi ved, at der vil komme afsløringer i bogen om vores kilder i flyselskaber og kreditkortfirmaer, nogle som flere gange har hjulpet os med at få eksklusive billeder af kendisser både i Norge og udenlands. Vi har foretaget nødvendige tiltag for at varetage vore kilders sikkerhed,« skriver Odd Johan Nelvik til sin bestyrelsesformand ifølge MediaWatch.

Erik Aller og resten af Allers topledelse greb dog ikke ind over for Se og Hørs metoder trods notatet fra chefredaktøren.

Dansk Se og Hørs metoder til at skaffe sig historier er ligeledes kommet frem i lyset efter en bogudgivelse. Den forhenværende journalist på bladet Ken B. Rasmussen udgav romanen »Livet, det forbandede«, og herefter kulegravede BT Se og Hørs arbejdsmetoder, hvilket har ført til oprulningen af skandalen.

Den norske bog »En helt vanlig dag på jobben« vakte ligeledes stor debat i de norske medier, da den udkom i 2007. I bogen står der blandt andet, at norske Nordea-ansatte solgte oplysninger om blandt andre den norske kongefamilies privatkonti. Nordea strammede herefter sin digitale sikkerhed, selv om undersøgelser aldrig endegyldigt konkluderede bogens påstand.

MediaWatch har siden fredag formiddag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Erik Aller.