Lægemiddelstyrelsen har politianmeldt firmaerne bag otte lykkepiller for at undlade at advare om alvorlige bivirkninger for gravide

Medicinalfirmaer har skjult, at kvinder risikerer aborter, dødfødte babyer og misdannede børn, hvis de spiser lykkepiller under graviditeten.

Det fik i går Lægemiddelstyrelsen til at politianmelde producenter af otte lykkepiller for at undlade at fortælle om de alvorlige bivirkninger for gravide i de indlægssedler, der er i pakkerne. Flere hundredetusinde danskere spiser dagligt antidepressiv medicin - som pillerne hedder formelt - herunder også mange gravide.

Producenterne blev i juni pålagt at advare om bivirkningerne efter, at det var kommet frem, at myndighederne havde fået 51 indberetninger om alvorlige bivirkninger ved lykkepiller fra danske gravide. Herunder 12 indberetninger om aborter og fosterdød og fire om døde babyer.

Afdelingschef Anne-Marie Vangsted fra Lægemiddelstyrelsen siger, at de gav lægemiddelfirmaerne en frist. Men den frist overholdt producenterne af otte af ni midler ikke.

- I sommer pålagde vi medicinalvirksomheder, at de skulle skrive en advarsel på indlægssedlen i pakkerne overfor gravide, der tog lykkepiller. Det har de så tre måneder til at udbedre. Og nu har vi taget en stikprøve, hvor vi opdagede, at otte ud af de ni, vi tjekkede, ikke overholdt dette. De virksomheder har vi nu politianmeldt.

Det er jo ganske alvorlige bivirkninger, som de skulle fortælle om - bl.a. at gravide risikerede misdannede babyer og at abortere?

- Ja, når vi advarer er det jo alvorligt. Derfor har vi krævet, at de trækker de pakninger tilbage, hvor advarslen ikke står på indlægssedlen, siger afdelingschef Anne-Marie Vangsted til B.T.

Foreningen for den danske medicinalbranche LIF er særdeles fåmælte om sagen.

- Ingen kommentarer, skriver kommunikationschef Lars Bech Pedersen i en sms.