Opdateret med citat fra McDonald’s Danmarks pressechef Pia Tobberup.

Langt de fleste forbinder McDonald's med burgere og fedtede pommes frites, men snart kan sultne danskere bestille retter, der er helt i den anden boldgade, når de besøger burger-restauranterne. Torsdag tilføjer fastfood-giganten nemlig to salater til menukortet - de er dog ikke helt kaloriefattige.

For halvandet år siden fjernede McDonald's Caesar Salaten fra menuen, fordi den ikke var populær blandt de sultne gæster. Siden da har det ikke været muligt at bestille salat på de mange McDonalds restauranter i Danmark - det bliver der nu lavet om på.

'Vi oplever, at mange, især kvinder der besøger os sammen med familien, ind i mellem gerne vil have et grønt alternativ til vores andre tilbud.' skriver Mads Friis, der er kommerciel direktør i McDonald´s Danmark i en pressemeddelelse og tilføjer:

'Så tidspunktet er inde til, at McDonald’s sætter et alternativ på menuen, der lever op til potentialet og matcher danskernes ønsker.'

Derfor vil man fra tordag den 18. maj kunne bestille salater på alle 88 McDonald's restauranter i Danmark. I første omgang lancerer Fastfood-giganten to salater - én med kylling og hummus og én med kylling og belugalinser. Senere vil yderligere to salater blive føjet til menukortet.

Dog skal sundhedshungrende danskere ikke glæde sig for hurtigt. Der er nemlig ikke ligefrem tale om kaloriefattige retter. Tager man et hurtigt kig på McDonalds' kalorietabel, viser det sig nemlig, at der er langt flere kalorier i de to nye salater, end der er i flere af fastfood-kædens mere kendte retter.

I salaten med kylling og belugalinser er der 511 kaorier 27 gram fedt, mens der til sammenligning er 302 kalorier og12 gram i en cheeseburger. I Salaten med kylling og hummus er der 462 kalorier og 21 gram fedt, mens der i en stor gang pommes frites er 434 kalorier og 21 gram fedt.

Med til sammenligningen hører, ifølge McDonald's, at der er forskel på vægt og næringsmæssig sammensætning på produkterne:

- En Big Mac vejer ca. 217 gram mens salaterne vejer ca. 305 gram. Så omregnet til pr 100 gram er der både mindre fedt og færre kalorier i salaterne. Begge salater indeholder bl.a. grove grøntsager og kylling og udgør et mættende hovedmåltid i sig selv med et kalorieindhold inden for anbefalingerne og en fornuftig energifordeling mellem kulhydrat og protein, siger McDonald’s Danmarks pressechef Pia Tobberup. 

Forventningerne til de nye tilføjelser på menukortet høje.

'Vi skal ikke have salater bare for at have dem. Vi sætter de her salater på menuen, fordi vi hos McDonald's tror på, at de vil vække vores begejstringen hos vores danske gæster,' skriver Mads Friis.

De nye salater kan købes i McDonald's restauranter landet over fra d. 18 maj og kommer til at koste 45 kroner stykket.

Her kan du se billeder af de nye salater:

Salaten med kylling og hummus. Foto: McDonald's
Salaten med kylling og hummus. Foto: McDonald's
Vis mere
Salaten med kylling og belugalinser. Foto: McDonald's
Salaten med kylling og belugalinser. Foto: McDonald's
Vis mere