Omstridt muslimsk kvinde kan deltage i møde med deling mandag. Hun møder op i civil for ikke at provokere.

Mandag ved halvsyvtiden, når Hjemmeværnet i København City mødes for at diskutere indsatsen ved efterårets klimatopmøde, så er en omblæst muslimsk kvinde blandt deltagerne.

Maria Mawla, som hun hedder, fik søndag at vide, at hun ikke længere kan optræde i hjemmeværnets uniform, hvis hun også bærer sit muslimske hovedtørklæde. Alligevel vil hun deltage i mødet mandag som planlagt. Men uden uniform.

- Jeg fortsætter i Hjemmeværnet, indtil der bliver sat en stopper for det. Jeg er så blevet frabedt at komme i uniform og tørklæde, og der må jeg så vise dem tillid og ikke tage uniform og tørklæde på, siger hun.

Og videre:

- Jeg har tænkt mig at komme i civil, og så må jeg jo næste gang, der er et arrangement, hvor vi skal komme i uniform, sige, at der kan jeg ikke deltage.

Hjemmeværnets presseafdeling har oplyst, at hun vil få lov til at deltage i mødet, og at der sandsynligvis vil være deltagere både i civil og i uniform.

Maria Mawla har gennemført Hjemmeværnets grunduddannelse iført uniform og tørklæde, og hun er yderligere af Hjemmeværnet blevet fremhævet som rollemodel. Men efter at Dansk Folkeparti søndag kritiserede det, er hendes historie blevet fjernet fra Hjemmeværnets hjemmeside, og Mawla har fået at vide, at hun ikke kan fortsætte i uniform og tørklæde.

/ritzau/