Så skete det igen-igen!

Sygehuse og børnehaver bygges med plat og svindel. Denne gang er et nordjysk firma med 100 rumænske ansatte anklaget for grov underbetaling. På lønningsdagen skulle rumænerne gå i hæveautomaten og tilbagebetale mellem 1.000 og 15.000 kroner til deres chef. Når myndigheder og fagforeninger tjekkede lønsedler og bankoverførsler så det hele pænt ud. Men bag facaden skulle både ansatte og skattevæsen være snydt for enorme summer. Den slags er set før. Mange gange.

Rumænerne trues med hjemsendelse for egen regning, hvis ikke de hæver tusindkronesedlerne til chefen. De fik af vide, at pengene gik til at betale for skurvognen og slitage på værktøj. Gud fader bevares en svinestreg.

Hvordan skal lovlydige håndværkere kunne konkurrere med den slags? Danske firmaer mister ordrer. Det er ikke rimeligt. Slet ikke når det drejer sig om offentlige byggerier. Vi vil ikke være til grin for egne skattekroner.

Det er derfor godt, at de fleste kommuner allerede i dag stiller krav om, at alt arbejde skal være på ordnede forhold. Det skal både røde og blå borgmestre have et klap på skulderen for. Men fine formuleringer er desværre ikke nok. Der skal også være kontrol og konsekvens.

Derfor bør de firmaer, som bevidst snyder statskassen eller deres ansatte på offentlige byggerier, sendes i skammekrogen et par år. De skal simpelthen ikke tages i betragtning næste gang, der udføres opgaver for det offentlige. Det er ikke nok, at den enkelte kommune afbryder samarbejdet. Hvis Ringsted kommune er blevet snydt af et firma, skal de jo ikke bare kunne fortsætte i Glostrup ugen efter.

Det nordjyske firma har arbejdet i 17 kommuner, to regioner og på en enkelt opgave for staten i København. Fagforeningen mener, at de skylder rumænerne 16 millioner – det betyder også at den danske stat er blevet snydt for adskillige millioner. Udover 3F er både politiet og SKAT derfor også på sagen. Men ville det ikke have været bedre, hvis vi kunne stoppe den slags i opløbet?

Regeringen bør derfor få lavet sådan en sortliste af svindelfirmaer, som både kommuner og regioner kan tjekke før de bruger skatteydernes penge. Hellere i dag end i morgen. Vi står midt i et byggeboom af supersygehuse, vejanlæg og klargøring til udflytning af statslige arbejdspladser. Det ville godt nok være trist, hvis opgaverne går til platugler.

Sidste år arbejdede 119.000 østarbejdere i Danmark. Det er temmelig mange mennesker. Jeg har selv arbejdet sammen med flere af dem. Dygtige og flinke folk. Men de fleste af dem, er stadig for dårlige til at kræve en ordentlig løn. Du kan derfor med fordel sige følgende til din polske kollega: ”Pamiętaj. Jesteś mój kolega. Dlatego też musi mieć taką samą płacę jak ja.” Det betyder, „Husk. Du er min kollega. Du skal derfor have det samme i løn som mig.”

Østarbejderne må nemlig også selv stramme lidt op. Det dur ikke at arbejde i Danmark i årevis til 80 kroner og en ispind. Hvis jeg selv arbejdede i udlandet, ville jeg sætte en ære i ikke at underbyde de lokale. Det må vi også forvente af vores gæster fra øst.