Banegårde rundt omkring i landet danner torsdag morgen rammen for en særlig begivenhed. Over 150 mødre vil knappe bh'en op for at amme deres barn i fuld offentlighed.

Mødrene håber på at skabe debat omkring amning i offentligheden. Derfor tropper de op på banegårdene i København, Aarhus, Odense, Esbjerg, Fredericia, Aalborg og Herning for at stille deres børns sult. I skrivende stund har initiativtageren Johanna Kiel Nielsen via Facebook-siden 'Amme-Flashmob (De små har ret til mad!)' samlet 169 deltagere. Hun skriver følgende om begivenheden:

'Babyer og små børn har ret til at spise, når de er sultne. Amning er både sundt og naturligt - og kvinder skal have lov til at amme deres sultne børn offentligt. Kom og støt en god sag ved at møde op. Og børn, som får deres mad af en flaske - fra mor eller far - er naturligvis også velkomne,' skriver Johanna Kiel Nielsen på Facebook-gruppen.

Til BT uddyber hun sin hensigt med arrangementet, hvor mødrene møder op, ammer og går hver til sit igen.

- Vi lever i et moderne og liberalt samfund, hvor amningens sundhedsfremmende fordele er velkendte. Alligevel oplever mange af os mødre stadig dømmende blikke og rullende øjne - eller det, der er værre - når vi ammer i det offentlige rum. Det er simpelthen ikke i orden, siger Johanna Kiel Nielsen.

For at skabe ekstra opmærksomhed omkring emnet, vil mødrene også tage såkaldte 'amme-selfies' under hashtagget #AmningErNaturligt.

Flashmobben starter torsdag 08.30 på banegårdene i de syv nævnte byer.

Ikke første gang

Sidste år kunne man se et lignende amme-event. Dengang var det på Rådhuspladsen, der blev knappet bh'er op for at sætte fokus på amning i offentligheden.