Martin Jørgensens busselskab, Centrum Turist, er i økonomiske vanskeligheder. Chauffører indkaldt til møde om situationen mandag eftermiddag.

Det århusianske busselskab, Centrum Turist, er i økonomiske vanskeligheder.

Stiften.dk er i besiddelse af et brev til selskabets chauffører, hvori de indkaldes til chaufførmøde mandag kl. 17.00.

Brevet indledes sådan her:

»Den nuværende situation i Centrum Turist A/S betyder desværre, at firmaet ikke kan fortsætte i sin nuværende form«.

TV2 Østjylland skriver på sin hjemmeside, at en del af selskabets busser mandag morgen holdt stille ved hovedkontoret i Tilst.

Ifølge TV2 Sporten fik Brøndbys kvindelige fodboldspillere udsat deres topkamp med fortune Hjørring, fordi en aftalt bus fra Centrum Turist ikke kom for at hente holdet.

»Vi stod klar til afgang kl. 06.45, men der kommer så ingen bus. Herefter ringer vi til busselskabet, der så oplyser, at de åbenbart er gået konkurs,« siger Christian Taylor, der er kommerciel leder hos Brøndby IF’s kvinder til TV2 Sportens hjemmeside.

Stiften.dk ringede mandag morgen til Centrum Turist, hvor ingen ansatte havde kommmentarer til situationen. Det er ikke lykkedes at komme i kontakt med Centrum Turists direktion.

Til gengæld bekræfter skifteretten i Aarhus over for Ekstra Bladet, at firmaet er gået konkurs.