Efter en trafikulykke fik Marianne Palm amputeret det ene ben. Det forandrede livet, som hun kendte det – for altid. Men et kunstigt ben har givet hende mulighed for at kunne danse igen.
En aften i 2011 var Marianne Palm på vej hjem fra dans. Hun kørte i midtersporet på motorvejen mellem Lyngby og Herlev, da kølerhjelmen på hendes bil pludselig sprang op, og bilen gik i stå.
Flere forbipasserende dyttede og gav hende fuckfingeren, når de undveg bilen, der var helt mørk, fordi ledningerne til lyset var revet over.
Men Marianne Palm er ikke typen, der mister overblikket. Hun forholdt sig roligt og ringede til politiet, der bad hende om at stige ud af bilen og bringe sig i sikkerhed.
Idet hun steg ud, tog vinden fat i kølerhjelmen og fik bilen til at trille. Marianne Palm kæmpede for at bugsere den ind til siden, men blev i det samme ramt af en forbikørende bil.
Hun røg op over forskærmen og rullede ind mellem de to biler. Dét, hun husker, er lyden af metal mod sin krop og følelsen af sit bækken, der blev knust.
»Så sad jeg der helt alene på motorvejen og skreg.«
Mens en ung mand, der havde set ulykken, ilede til og fik stoppet trafikken.
Hun var ikke bange. Lå blot og trak vejret og fangede ikke, hvor mange mennesker der var stimlet sammen. Den unge mand – Patrick – jog dem væk, mens hans råbte efter tæpper fra bilerne omkring hende. Selv ænsede hun ikke, hvor galt det stod til.
Ulykken
»Da ambulancen kom, havde jeg en forestilling om, at jeg lige skulle sys, og så kunne jeg danse igen dagen efter. Jeg så slet ikke blodet, der fossede ud. Det var som om, jeg var kravlet ind i mig selv og trak vejret gennem et sugerør,« fortæller Marianne Palm, som følte en ro – der siden har fået hende til at frygte døden mindre.
Hun mistede tre liter blod og var ved at forbløde, men det eneste, hun registrerede, var Falckredderne, der blev ved med at gentage: ’Marianne bliv her’.
De ville have hende til at se på dem og ikke på sit ben, der var revet over ved knæskallen.
Det tog lægerne på Rigshospitalet ti timer at lappe hende sammen. Udover det ødelagte ben havde hun brækket bækkenet, fået mast sine tarme og havde en blødning i bugspytkirtlen. Ifølge lægerne var hendes redning, at hun havde ramt bilen med maven. Havde hun ramt med hovedet, ville hun ikke have overlevet.
Hun fik morfin til at dulme smerterne og blev lagt i narkose i dagene efter, når de mange sår skulle renses.
Mængden af gæster og blomster fik hende til at tænke, at ’gud det må være slemt’. Men hun var så omtåget, at hun stort set ikke reagerede, da en læge forklarede, at hendes ben ville blive stift, og at det ville kræve et år at lappe huden sammen igen. Heller ikke da han nævnte alternativet – nemlig at amputere benet – reagerede hun nævneværdigt.
Beslutningen blev truffet af kroppen selv. Da der gik infektion i benet, var der ingen anden udvej end at fjerne det, og Marianne Palm blev lårbensamputeret på Rigshospitalet.
»Jeg var så morfineret, at jeg ikke blev følelsesmæssigt berørt i situationen. Jeg jokede faktisk og spurgte, om lægen ikke også kunne fjerne en knop oven for knæet, nu han var i gang,« husker hun.
Angsten
Den store følelsesmæssige reaktion kom først senere. Da hun efter seks uger blev udskrevet og kom hjem til huset i Svogerslev.
»Verden væltede, da jeg kom hjem og opdagede, hvor afhængig jeg var af min mand. Det var en dårlig sommer, og jeg lå bare i min seng i mange uger og græd.«
Det vrimlede med situationer, hvor hun havde svært ved ikke at føle sig som offer. Hun kunne ikke selv gå i bad eller ud i sin have. I stedet for at gå ned i baghaven og fodre sine høns måtte hun spørge sin mand, om han havde husket det.
’Uafvendeligt’ er det bedste ord til at beskrive de tanker, hun boksede med.
Marianne Palm ledte forgæves efter materiale, som kunne gøre hende klogere på sin nye situation, men der fandtes ikke noget, og hun kunne ikke forholde sig til at få besøg af en mand på 72 år fra en handicapforening. Godt nok var han også benamputeret, men ellers var han et helt andet sted i livet end hun.
Det var hårdt ikke at kunne lave et måltid mad selv eller løbe gulvet over med støvsugeren, men det var ikke kun de fysiske gener, hun kæmpede med.
Efter ulykken led hun af post traumatisk stress (PTSD). I mange måneder følte hun sig ’helt sort i hovedet’ og kæmpede med angsten. I dag kan hun stadig genkalde sig følelsen, da hun sad helt alene på motorvejen og havde mistet al kontrol.
Hun mistede hukommelsen: havde hun aftalt noget om morgenen, kunne hun ofte ikke huske det om eftermiddagen.
»Det var som om, harddisken var slettet. Min hjerne gik simpelthen ned, og det gjorde mig rigtig vred, at jeg ikke kunne overskue ting.«
Ingen hjælp
Marianne Palm er selvstændig og driver firmaet Sund-forskning, der bl.a. udgiver magasiner og bøger og uddanner biopater. Kort efter ulykken sendte hun et blad i trykken, hvor der på forsiden stod, at man kunne læse alt om blærebetændelse, men hun havde glemt at få artiklerne med i bladet.
Hun lever og ånder for sit arbejde, så tanken om at sadle om og eventuelt få et fleksjob var utænkelig. Men da hun ikke længere kunne køre bil, var det umuligt at komme fra hjemmet i Svogerslev til København, hvor firmaet ligger.
Kommunen kom på besøg for at finde ud af, hvilken hjælp hun var berettiget til. Men møderne var nedslående, for den hjælp, hun kunne få, var til etablering af en rampe, så hun kunne komme ind og ud af sit hus, og hun fik udleveret en stor og klodset kørestol, som var stort set umulig at komme omkring med. Den var så bred, at hun ikke kunne komme ud i sit køkken. Derfor måtte hendes mand sørge for, at hun havde alle fornødenheder inden for rækkevidde, inden han tog af sted om morgenen.
Hun havde forventet at få hjælp til at tage et nyt kørekort og eventuelt også til køb af en anden bil, så hun kunne fortsætte med at passe sit arbejde, men det kunne hun ikke få hjælp til. Begrundelsen lød, at hendes situation ikke kunne betegnes som ’stationær’, det vil sige, at det endnu var uvist, hvor store fremskridt hun ville gøre, når hun havde trænet hos en fysioterapeut.
»Men for fanden mit ben ville jo ikke vokse ud igen, og jeg ville aldrig kunne tage hverken bus eller cykel på arbejde,« siger hun opgivende.
Til gengæld kunne hun få bevilget handicapkørsel – i fritiden.
»Så jeg måtte lyve og sige, at jeg skulle besøge veninder på Vesterbrogade, hvor mit firma lå, for jeg havde ikke råd til at tage taxa.«
Erstatningen
Hendes ’held’ var, at hun, fordi hun blev amputeret på grund af en ulykke, fik en erstatning fra sin forsikring. Pengene brugte hun bl.a. på et nyt handicapvenligt køkken, bredere døre, køretimer – og en ny bil.
Udover at passe sit arbejde gik al Marianne Palms tid med at lære at gå igen. I tiden efter ulykken blev hun kørt til genoptræning på Rigshospitalet hver dag. Det bar frugt.
Fysioterapeuterne var imponerede over hendes fremskridt og havde sjældent set nogen lære at gå igen så hurtigt. Ifølge Marianne Palm selv skyldtes det de mange timers dans. Før ulykken dansede hun næsten hver dag på forskellige hold. Når hun skal forklare hvorfor, er svaret ’glæde’.
Nu kom dansen hende igen til gavn. På YouTube fandt Marianne Palms datter et klip med Paul McCartneys eks-kone, Heather Mills, der også havde fået sit venstre ben amputeret efter at være blevet ramt af en bil.
Alligevel deltog hun i 2007 i den amerikanske udgave af ’Vild med dans’. Da Marianne Palm så dét klip, skete der noget – for når Heather Mills kunne, så kunne Marianne Palm også.
’Du kommer til at danse igen’ var kernen i den overlevelsestrategi, hun lagde for sig selv.
Op at stå igen
Det blev et vendepunkt, da hun efter et halvt år for første gang fik sin protese på og kunne gå rundt.
Hun brød ud i sang. Og græd af glæde, da hun kunne begynde at danse igen. Hun fandt ud af, at kroppen og hjernen stadig kunne huske alle trinene.
»Dét at kunne danse igen var fantastisk – ja nærmest guddommeligt,« siger Marianne Palm, der i den grad havde savnet dansetimerne.
»Dans er det allervigtigste, jeg kan gøre for mig selv,« siger Marianne Palm, for hvem vals, slowfox og tango er perfekte danse, mens salsaen med de hurtige bevægelser er en udfordring for en lårbensamputeret.
Hun bruger stadig kørestolen – derhjemme, for benprotesen kan godt irritere og genere, men hun vil nødig opleves som kørestolsbruger. For hun bryder sig ikke om den rolle, hun bliver tillagt, når hun sidder i kørestolen.
Hun har bl.a. oplevet at være ude at handle med sin mand og sidde med pungen fremme. Alligevel henvendte ekspedienten sig til hendes mand. Eller der var dengang i lufthavnen, hvor en medarbejder gik lige forbi hende for at fortælle hendes mand, at deres fly var forsinket.
»Det er så ydmygende. Den slags oplevelser havde jeg det rigtig slemt med i begyndelsen. Det er ikke sjovt at blive gjort hjælpeløs.«
Marianne Palm ser sig selv som en ’stolt person’, og det gjorde hende vred at blive ’overset’, blot fordi hun sad i kørestol. Vreden har hjulpet hende op at stå igen.
»Jeg har brugt vreden konstruktivt. For jeg skal vise min krop, at det her klarer jeg.«
Marianne Palm fik hurtigt sat gelænder og bænke op strategiske steder i sit hus, så der altid er noget at holde fast i, og hun er blevet god til ’Storm P. løsninger’, som hun kalder det. F.eks. ligger hendes soveværelse på 1. sal, og hun kan ikke selv bære et glas vand op ad trappen. Men i stedet for at bede sin mand om hjælp, har hun fundet ud af at tage en skråtaske over ryggen og lægge en vanddunk deri, så hun også i den situation kan klare sig selv.
Hun har efterhånden lært at finde rundt i sin nye virkelighed, men var så forslået – både fysisk og psykisk – efter ulykken, at det stadig påvirker hendes dagligdag. Hun tør f.eks. ikke gå over gaden alene eller bevæge sig ud på åbne pladser af frygt for at falde, og hun er aldrig alene på sin arbejdsplads af frygt for at falde og ligge hjælpeløs på gulvet.
Sammenholdet
Selvom ulykken har ændret alt, føler hun samtidig, at den har beriget hende.
Hun ser en stor værdi i at øve sig i at være glad hver dag – og minder sig selv om, at godt nok har hun mistet ét ben, men hun er stadig sprællevende.
»Jeg tager ikke ting som en selvfølge og er blevet bedre til at arkivere ting i afdelingen for ’pyt’, for jeg har erfaret, hvor dyrebart livet er, og at du kan miste det på ét sekund.«
Hun forstår bedre end de fleste, hvordan folk, der bliver amputeret, kan miste modet. Derfor hjælper hun i dag andre, der er havnet i en lignende situation. Hun ved, at hun mentalt er stærk, og vil gerne lære andre, at hvis de hiver den rette værktøjskasse frem, er det muligt ikke at blive overvældet af de 20 ting, der ikke længere kan lade sig gøre, men i stedet fokusere på de tre, der kan.
Selv føler hun, at hun har fået bedre venner blandt andre amputerede, da de er tæt forbundet af deres fælles udfordringer.
»For nylig var vi 10, der var ude at ride. Den sejr, det er at skridte og trave rundt, er ubeskrivelig. Den glæde, vi deler, giver et særligt sammenhold.«
På en lukket facebookgruppe kaldet ’Aktive amputerede i Danmark’ deler de sorger, irritationer og glæder.
»Vi bakker hinanden op. Det er en enorm støtte at have, hvad enten man har cyklet 20 kilometer eller er rasende på kommunen,« siger Marianne Palm, der stadig synes, at det er tankevækkende, at hvis hun ikke selv havde fundet pengene og energien til at bygge sit hus om, tage et nyt kørekort og købe en anden bil, så havde hun i dag siddet i sin kørestol uden for køkkendøren og måtte bede om et glas vand.
