Selvom de danske badestrande er fyldt til bristepunktet, er der mange steder ingen livreddere til at forhindre drukneulykker.

Normalt begynder badesæson, når skoleeleverne får sommerferie, men i år har det varme majvejr fået danskerne til at valfarte tidligere til strandene end normalt. Og det er kommet bag på Trygfondens Kystlivredning, der står for livredningen på 36 danske strande og badesteder.

»Vores erfaring gennem 20 år fortæller os, at det er omkring skolernes højsæson, at der er et stort ryk ind på strandene, og derfor sender vi livreddere ud fra uge 26 og otte uger frem,« siger René Højer.

Trygfonden har ikke mulighed for at fremrykke udsættelsen af livreddere, og det ærgrer René Højer.

»Hvis jeg havde en tryllestav, ville jeg trylle livreddere ud til strandene. Hvis man har et ishus, kan du bestille mere softice, hvis vejret er godt, men det kan man ikke med livredning. Det er et specialiseret arbejdsområde, der kræver et certifikat. Vores livreddere er studerende, og mange af dem læser til eksamen lige nu. De bor typisk i de større byer og rejser ud i landet for at være livreddere,« siger René Højer.

Det er blandt andet store badestrande omkring Århus, der mangler livreddere, men også Bellevue nord for København og strande ved Køge Bugt har ubemandede livreddertårne.

I København har Tryg sendt livreddere ud til to havnebade, men på de øvrige badesteder vil der først komme livreddere 29. juni.

I Nordsjælland har Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste ekstraordinært sat livreddere på seks udvalgte strande fra lørdag den 2. juni og alle weekender frem til sommerferien, selvom livredderne normalt først er ude på strandene den 23. juni. De seks udvalgte strande ligger i Hornbæk, Tisvilde, Liseleje, Dronningemølle, Hundested og Espergærde.