Hvordan ville du reagere, hvis du så en person stjæle 100 kroner fra en tigger?

De fleste fortæller nok sig selv, at de ville konfrontere personen i retfærdighedens navn, men sådan er virkeligheden ikke.

Det siger Peyman Khalili, der er kendt for at lave sociale eksperimenter på sin kanal Peyback TV.

Rigtig mange reagerede nemlig ikke, da han klædte sin ven ud som tigger, og over flere omgang gik hen og 'stjal' 100 kroner. Og da han efterfølgende spurgte folk, hvorfor de intet foretog sig, blev han endnu mere chokeret over årsagen.

»Jeg blev overrasket, for folk gav udtryk for, at jeg kunne have haft en pistol eller været bandemedlem. Det viser mig, at vi skal forene os for at bære Danmark videre«, siger han til metroxpress.

Det er netop lysten til at forene danskerne, der er drivkraften bag Peymans videoer, fortæller han:

»Vi har mange problemer i Danmark, men det hjælper at løfte i flok. Jeg håber, at mine videoer kan inspirere til, at vi hjælper hinanden lidt mere«, siger han.

Du kan se videoen over artiklen.

Video via PeyBack TV.