82-årige Meta Ernsts mand døde, efter at han fik en bøf galt i halsen på Jensen’s Bøfhus.

Mandag aften i sidste uge var hun sammen med sin mand, Egon, og et vennepar på restauranten efter at have været i biografen. Pludselig begynder hendes 83-årige ægtemand at hoste, da han har et stykke mad i munden.

- Jeg tror først, at det bare er almindelig hoste, men han bliver ved, så vi kunne se, at den var gal, fortæller 82-årige Meta Ernst til Kolding Ugeavis.

Selvom der bliver ydet førstehjælp med det samme, blandt andet af en sygeplejerske på stedet, er der ikke noget at gøre. Egon Ernst bliver lagt i respirator på Kolding Sygehus. De følgende dage forsøger familien at komme i kontakt med ham, men forgæves. Fredag formiddag dør han.

Jensen’s Bøfhus i Odense oplevede sidste år i oktober en lignende episode. Her blev en 54-årig mand kvalt i et stykke kød. Kommunikationschef Jens Arnborg mener, at det er umuligt fuldstændigt at undgå sådanne episoder.

- Vi har seks millioner gæster om året, og det sker desværre, at folk får mad galt i halsen, uanset om de spiser derhjemme, på andre restauranter eller hos os, siger Jens Arnborg.

Læs mere om sagen i Kolding Ugeavis