Der er lige mange mænd og kvinder, der ryger, men mændene ryger meget mere på arbejdspladsen. Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har udført for Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening blandt 5.026 danskere, skriver Avisen.dk.

Det overrasker Mette Gry Münchow, der er projektleder i Lungeforeningen.

»Det er bekymrende, at der er så stor forskel. Vi er nødt til at forholde os til, om vores sundhedsindsats rammer skævt i forhold til køn, eller om der kan være andre årsager,« siger hun.

17 procent af mænd og kvinder ryger dagligt, skriver Avisen.dk, men 23 procent af de kvindelige rygere ryger ikke i arbejdstiden. Det samme gælder kun for 12 procent af de mandlige rygere.

26 procent af de mandlige rygere når gennem mere end en halv pakke cigaretter i løbet af en arbejdsdag, mens det kun er seks procent af kvinderne, der ryger så meget.

Ifølge Torben Sigsgaard, der er professor i arbejdsmedicin ved Aarhus Universitet, er den store forskel på mænd og kvinders rygevaner på jobbet »nærmest en konsekvens af, at der er kommet rygepolitik på så mange offentlige arbejdspladser, der traditionelt er domineret af kvinder«.

BNB