Konspirationsteoretikerne kalder organisationen Bilderberg for en skygge-regering, der sætter den internationale dagsorden fra korridoren. Nu skal de holde møde i Danmark.

Til maj holder et hemmeligt og eksklusivt netværk af magthavere fra Europa og USA møde i Danmark. Netværket kaldes Bilderberg-gruppen og kædes sammen med 1970ernes oliekrise, terrorangrebet i 2011, Prinsesse Dianas død og Muhammed-krisen. Teorier, der til dels får næring fra den fulde fortrolighed møderne holdes i.

BT har talt med formand for Folketinget, Mogens Lykketoft, som flere gange har deltaget i Bilderbergs årlige møder. Her giver han sit syn på den hemmelighedsfulde organisation.

Hvor mange Bilderberg-møder har du deltaget i?

- Jeg har deltaget i tre møder i 2003, 2005 og 2007.

Hvorfor blev du inviteret med på møderne?

- Jeg blev inviteret med af den tidligere danske ankermand i Bilderberg, erhvervsleder Anders Eldrup, som stod for at invitere andre, indflydelsesrige danskere med til møderne.

Hvorfor valgte du at deltage i møderne?

- Modsat alle de skumle teorier, der er om Bilderberg, opfatter jeg møderne som et meget avanceret og indholdsrigt kursus i international politik. Jeg fik muligheden for at diskutere internationale forhold på et meget højt niveau. Og jeg er helt klart blevet klogere ved at deltage.

Hvad er din holdning til konspirationsteorierne omkring Bilderberg, som blandt andet knytter organisationen sammen med Muhammed-krisen?

- Det er ikke noget, jeg har været involveret i eller haft indtryk af har fundet sted. I mine øjne skiller Bilderberg sig ud ved at være en organisation med en utrolig koncentration af folk med stor indflydelse i deres hjemlande. Jeg har aldrig kunnet identificere mig med hele den her sammensværgelsesteori omkring Bilderberg, som mange - især dem der ikke har været med på møderne - dyrker.

Så der er en form for prestige ved at deltage i møderne?

- Det er klart, at det altid er særligt interessant at tale med mennesker, som virkelig kan beslutte noget i verden.

Hvorfor vælger Bilderberg at hemmeligholde, hvad der bliver talt om på møderne?

- Der er medlemmer i Bilderberg, som sidder i så centrale positioner i både EU, internationale organisationer og store virksomheder, at de ikke tør deltage åbenhjertigt i en diskussion, hvis den senere bliver offentliggjort.

Hvad snakkede I da om på de møder, hvor du deltog?

- Vi diskuterede de temaer, som var mest oppe i tiden på den internationale dagsorden. Det første møde, jeg var med til i Versailles i 2003, var lige efter George W. Bushs invasion i Irak. Her talte vi meget om de internationale konsekvenser, som invasionen ville have. I 2005 talte vi om Kinas fremgang i verden, og da vi var i Istanbul i 2007, var det oplagt at tale om Tyrkiets rolle i international politik og økonomi.

I maj måned holder Bilderberg jo møde i Danmark. Vil det så sige, at dagsordenen får en dansk vinkel?

- Der vil nok være flere indlæg fra dansk side. Derfor vil danskerne på mødet også i højere grad kunne være med til at sætte en dagsorden.