Danske forskere påviser for første gang, at flere småbørn bliver indlagt med astmaanfald, når luftforureningen stiger. Kritiserede partikler fra bilos spiller overraskende ingen væsentlig rolle.

Af Thomas Hoffmann, Videnskab.dk

Det kan være svært at trække vejret i København, når man ligger i sin barnevogn eller leger i sin børnehave på dage med meget forurening i luften.

Nogle børn får endda så kraftige astmaanfald af den dårlige luft, at de bliver indlagt på hospitalet for at få hjælp. Det drejer sig i gennemsnit om 10 procent flere børn på dage med meget luftforurening end på dage med mindre luftforurening.

Det viser en dansk stor undersøgelse af 8.226 indlæggelser for astma blandt børn og unge på københavnske hospitaler. Undersøgelsen, som er omtalt på Videnskab.dk, er den første, der sammenholder antallet af indlæggelser med målinger af luftforurening i børnenes hjemby.

- Vi har brugt noget virkelig avanceret statistik, som giver studiet meget stor styrke og troværdighed, og der er en tydelig sammenhæng mellem forurening i København og indlæggelser for astmaanfald blandt københavnerbørn et par dage senere, konstaterer Hans Bisgaard, overlæge, dr.med. og leder af Dansk BørneAstma Center samt professor i børnesygdomme ved Københavns Universitet.


Læs også på Videnskab.dk: Alkohol mister risikoen for astma


Ultrafine partikler skader mindre end frygtet


Undersøgelsen er lavet med deltagelse af forskere fra Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet og bygger bl.a. på målinger af luftforurening fra en målestation på Nørre Allé på Nørrebro. Den giver de første troværdige tal på antallet af indlæggelser for astma på grund af luftforurening, men den viser også noget andet:


Læs også på Videnskab.dk: Skimmelsvamp i kælderen giver større risiko for astma


Højest overraskende falder antallet af indlæggelser sammen med luftens indhold af gasser og mellemstore partikler – der typisk stammer fra industriområder i lande syd for Danmark – men ikke med antallet af ultrafine partikler, som typisk stammer lokalt fra brænderøg eller udstødningen fra dieselbiler.

Det fund kommer bag på eksperterne, for ultrafine partikler er i forvejen mistænkt for at udløse blodpropper, hjertekarsygdomme og lungekræft. Samtidig har det været en teori, at de bittesmå, ultrafine partikler har lettest ved at snige sig ned i børns lunger og ødelægge deres vejrtrækning.


Læs også på Videnskab.dk: Sollys modvirker astma


- Denne nye opdagelse skal der nok være en del fagfolk, som bliver ophidsede over, for vi har hidtil haft den meget mekaniske opfattelse, at små partikler gjorde mest skade i forbindelse med astma, fordi de trængte længst ud i luftvejene.

- Nu skal man måske til at spekulere i, at de små partikler også er lette at ånde ud af kroppen igen, eller at der skal en vis tyngde til, før partikler sætter sig og gør skade – men det er altså ren spekulation for nu, bemærker Hans Bisgaard.

Trafik er langt fra frikendt som synder


Selvom trafikken altså ser ud til at være en mindre kilde til astmaanfald, end man har troet, er trafikken ikke fuldstændigt frikendt. Dieseludstødning indeholder nemlig også gasserne NO og NO2, tilsammen kaldet Nox, og undersøgelsen viser, at meget Nox i luften falder sammen med en stigning i antallet af indlæggelser.


Læs også på Videnskab.dk: Influenza kan beskytte mod astma


I Astma-Allergi Danmark bider man mærke i, at undersøgelsen bekræfter, at Nox’ere er farlige, og at børns lunger er særligt udsatte. Biolog Janne Sommer er til gengæld overrasket over, at ultrafine partikler ser ud til at spille en mere ubetydelig rolle.

- Det er et spændende studie, der peger i en anden retning end foregående undersøgelser.

- Men vi ved altså stadig ikke nok om ultrafine partikler, så der er brug for mere forskning, før vi kan sige noget mere sikkert om effekten. Det kunne f.eks. være spændende med studier, der tager højde for, hvor mange ultrafine partikler den enkelte har været udsat for, i højere grad end man kan, når man tager udgangspunkt i målinger fra en enkelt målestation, mener Janne Sommer.


Læs hele artiklen på Videnskab.dk: Luftforurening sender små børn på hospitalet


Andre historier på Videnskab.dk:

Hvad gør døden ved kroppen?
For lidt søvn er dødsensfarligt