Oh my god, oh my god, oh my f..... god.

Sådan lyder det gentagne gange fra to meget overraskede teenagedrenge, da deres far fortæller dem, at han har vundet en meget stor sum penge i Lotto. De to drenges reaktion er blevet filmet med skjult kamera af deres far, Poul Hjortsbøl, som vandt 'den nette sum' af hele 15 mio. kr i en jackpot-pulje tilbage i 2011.

Videoen af de to meget drenge, som er ved at tabe både kæbe og mund i takt med, at deres far deler vildere og vildere gaver ud til dem, har hittet vildt på bl.a. bt.dk.

 

Nu fortæller Poul Hjortsbøl til bt.dk, hvorfor han valgte at filme sine sønners reaktion på den store Lotto-gevinst.

- Begge min drenge gik på det tidspunkt i folkeskole, hvor de var i gang med at lave et medieprojekt, hvor de skulle bruge et kamera. Jeg havde så købt et kamera til dem, og det stod på strygebrættet ud for køkkenbordet og ventede på, at de kom hjem og besøgte mig. Og da jeg fik øje på det, tænkte jeg, at jeg ville filme dem, når jeg fortalte dem om gevinsten, fortæller Poul Hjortsbøl, der er weekendfar for sine sønner.

Da den skjulte optagelse fandt sted, boede han i en lejlighed i Hvidovre, men begge drenge, der dengang var hhv. 15 og 17 år, boede hos deres mor i Jylland. Derfor måtte Poul Hjortsbøl også vente en hel uge med at fortælle den glædelige nyhed.

- De vidste ikke, jeg havde vundet, så jeg sagde, at de skulle komme over og besøge mig begge to. Det var en fredag eftermiddag, og jeg havde købt champagne og jordbær, fortæller Poul Hjortshøj, der selv blev meget rørt over sine børns reaktion. Og det gør han stadig, når han ser videoen.

- På videoen siger de meget 'oh my god', men dagen efter, da vi var ude at shoppe, var de meget fattede, fortæller den 50-årige lotto-millionær.

For selv om man på videoen kan se, hvordan Poul Hjortsbøl smider først 5.000 kr til hver af drengene, derefter atter 5.000 kr til dem hver for at afslutte med at lægge 50.000 kr i kontanter på bordet, så var de to teenagedrenge yderst beskedne, da de dagen efter chok-nyheden sammen med deres far tog en tur på Strøget.

- De sagde, at de begge lige havde fået nyt tøj af deres mor, så de havde ikke rigtig brug for noget nyt, så det eneste de egentlig ville have, var nogle covers til deres iPads, fortæller Poul Hjortsbøl.

Videoklippet af Poul Hjortsbøl og hans sønner er blevet offentliggjort i forbindelse med, at Danske Spil i samarbejde med den tidligere 'Go' Morgen Danmark'-vært Ole Stephensen har udsendt bogen 'Tænk - Jeg vandt', om hvordan det er at vinde i Lotto. Poul Hjortsbøl er en af de Lotto-millionærer, der har valgt at stå frem i bogen.

Er du på mobil eller app kan du se Poul Hjortsbøls video HER