Lolland Falster sender folk til hovedstaden for at promovere udkantsområdets interesser.

Lolland Falster og Guldborgsund kommuner åbner i næste måned en ambassade i København, der skal promovere udkantsområdet og trække nye aktiviteter til.

Den såkaldte" Embassy of Lolland Falster" skal drives af den lokale erhvervsorganisation, Business LF, der har som formål at tiltrække virksomheder, turister og investeringer.

- Vi har en masse at byde på. Og vi er et godt sted for børnefamilier at slå sig ned, siger Morten Nørup-Nielsen, direktør i Business LF, og henviser til Lolland Falsters lave boligpriser.

Ambassaden skal også være udstillingsrude i hovedstaden for lokale kvalitetsvarer fra området. En ambassadesekretær skal "varetage Lolland Falsters interesser i hovedstaden".

- Vi er ikke ude på at få kompensation, fordi vi ikke fik et supersygehus, siger Morten Nørup-Nielsen og fortsætter:

- Når Femern-forbindelsen er på plads, så er det utrolig vigtigt, at folk er klar over, hvad vi har at byde på.

Tidligere har også Nordvestjysk Erhvervsråd annonceret planer om at åbne sådan en ambassade i København for at fremme lokalområdets interesser blandt andet på Christiansborg.

Det er et nybrud, at udkantsområder føler sig nødsaget til at åbne sådan nogle repræsentationer i hovedstaden, har professor i statskundskab Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet tidligere sagt om nordvestjydernes planer.

Hos Business LF ser Morten Nørby-Nielsen imidlertid frem til ambassadens første opgave:

- Vi skal have folk til at besøge Lolland Falster i julen. Vi har økologiske madvarer, som folk vil sætte stor pris på. Og vi kan tilbyde en traditionel dansk jul. Det tror jeg, folk savner.

Embassy of Lolland Falster åbner 1. december i Rosengården nær Nørreport Station med mødelokaler og salgslokaler på i alt 120 kvadratmeter.

/ritzau/